EU enige om overordnet budget
08. feb. 2013 12.20 Udland
EU-landenes ledere har forhandlet hele natten. De skændes om, hvor mange penge EU skal bruge de næste syv år.
Nu skulle EU-landene være blevet enige om, hvor store EU's fælles udgifter skal være.
Det skriver Ritzau og engelske BBC.
Ledere accepterer overordnet budget
EU's præsident hedder Herman van Rompuy.
Han har spurgt EU's ledere, om de vil sige ja til et samlet budget på højst 997 milliarder euro.
Nyhedstjenester skriver, at EU-landenes ledere har sagt ja til forslaget.
Men hårde forhandlinger venter forude.
De 27 EU-lande mangler stadig at blive enige om, hvor mange penge hvert medlemsland skal betale til den fælles EU-kasse.
Hvad skal pengene bruges til?
De skal også blive enige om, hvad pengene skal bruges til.
Hvor meget skal gå til landbruget? Hvor meget til regional udvikling? Hvor meget til forskning, til miljø, klima og så videre.
Landene skal også blive enige om det danske krav om en rabat på en milliard kroner.
Danmark vil også have rabat
Indtil nu har flere EU-lande haft særlige rabatordninger.
Storbritannien, Tyskland, Holland, Sverige og Østrig har fået rabat på det beløb, landene skulle betale til EU's fælles pengekasse.
Det vil Danmark også have.
For danskerne betaler mere til EU-kassen sammenlignet med borgere i andre rige EU-lande.
Danmark kræver en milliard kroner
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (Socialdemokraterne) kræver en rabat på en milliard kroner.
Nyhedstjenester skriver, at EU's præsident har sagt ja til Danmarks krav.
Men at de andre EU-lande også skal sige ja, før den danske rabat bliver til noget.
/Ritzau/