Danske Banks topchef får 8,1 millioner i løn
09. feb. 2006 13.08 PengeDanske Banks ordførende direktør, Peter Straarups, fik sidste år 8,1 millioner kroner i løn plus pension.
Det er første gang, at Danske Bank oplyser, hvor meget ordførende direktør Peter Straarup får i løn. Hidtil har banken ikke levet op til denne del af Fondsbørsens anbefalinger om god selskabsledelse, men fra i år vil direktørens løn stå i bankens årsregnskab.
Optioner for millioner
Straarup fik 5,9 millioner kroner i løn og bonus og aktieoptioner for 2,2 millioner kroner. Aktieoptionerne slører dog billedet, og den reelle værdi er højere. Optionernes anslåede markedsværdi var pr. 31. december 5,2 millioner kroner.
I 2004 var summen af løn og optioner på 7,2 millioner kroner. Heraf udgjorde optionerne 2,1 millioner kroner i værdi på udstedelsestidspunktet og en anslået markedsværdi pr. 31 december 2004 på 6,7 millioner kroner.
Mere end Nordea
Til sammenligning fik topchefen i Danmarks anden storbank, tværnordiske Nordeas svenske direktør Lars G. Nordström 7,7 millioner kroner i løn og bonus i 2004. 2005-tallet er ikke offentliggjort endnu. Lars G. Nordström modtager ikke aktieoptioner ud over lønnen.
For begges vedkommende kommer pensionsordninger oveni.
Bankerne betaler godt
Dermed ligger bankerne pænt i kapløbet om de højeste direktørlønninger. TDC's Henning Dyremose fik i 2004 8,4 millioner kroner i løn - inklusive pension. Dertil kommer tildelte aktieoptioner, så den samlede lønpakke endte på 10,2 millioner kroner.
Tallene er dog ikke direkte sammenlignelige, da bankdirektørernes løn er oplyst eksklusiv værdien af de pensioner de er berettiget til, når de stopper.