Jysk vil samarbejde om bedre forhold på tekstilfabrikker
19. jun. 2006 20.12 Penge
Opdat.: 20. jun. 2006 07.33Jysk-koncernen med 1100 forretninger i 23 lande vil samarbejde med den øvrige europæiske detailhandel for at lægge pres på tekstilfabrikker i den tredje verden. Målet er skabe bedre forhold på tekstilfabrikkerne i den tredje verden.
Kommunikationschef i Jysk, Kim Nøhr Skibsted, siger at en fælles etisk indkøbspolitik kan skubbe i retning af en bæredygtig produktion for både miljø, mennesker og dyr.
Reaktionen kommer, efter at DR TV søndag viste klip fra en dokumentarudsendelse om forholdene på to fabrikker i Indien, som leverer varer til blandt andre Jysk.
Uvildig undersøgelse
Forholdene på de to fabrikker strider imod Jysks egne etiske regler. Derfor har Jysk iværksat en uvildig undersøgelse, der enten skal bekræfte eller afkræfte dokumentarens påstand om dårligt arbejdsmiljø, miljøsvineri og børnearbejde.
- Hvis der er fejl i forhold til vore etiske regler, skal man knaldes for det. Fabrikkerne har fremlagt alle miljøgodkendelser og certifikater. Vi har billeder af rensningsanlæg, og fabrikkerne har pure afvist, at der skulle være tale om børnearbejde, siger Kim Nøhr Skibsted.
Det er det Schweiz-baserede konsulentfirma SGS, der skal stå for den uvildige undersøgelse for Jysk. Det er i øvrigt samme firma, der står bag den såkaldte FSC-miljøcertificering af de træhavemøbler, som Jysk sælger, og som produceres i bl.a. Brasilien.
Som en af verdens største aftagere af de bæredygtige træhavemøbler har Jysk ifølge Kim Nøhr Skibsted fået gennemført gode forhold på de fabrikker, der producerer havemøblerne.
Dansk Supermarked stopper samarbejdet
Dansk Supermarked har afbrudt sit samarbejdet med den indiske fabrik, efter at have set dokumentarprogrammet "Når tilbud dræber" på DR 1.
Det viste, at indiske fabriksarbejdere arbejder med giftige kemikalier uden at bruge åndedrætsværn, at der bruges børnearbejdere, og at stærkt forurenet spildevand bliver ledt direkte ud i naturen.