Mange bryder 11-timers-reglen

Mange danske lønmodtagere holder ikke fri i 11 sammenhængende timer mellem to arbejdsdage. Det skal de ellers ifølge loven. Ny teknologi og mere hjemmearbejde får skylden.

En ny undersøgelse viser, at op mod hver anden privatansatte HK'er ikke får de 11 timers sammenhængende frihed i døgnet, som loven giver dem ret og pligt til. Det er især inden for service- og kontorfagene, at den er gal med arbejdstiden.

Undersøgelsen bekymrer faglig chef i HK/Privat Carlo Søndergaard.

Alarmerende høje tal

- Jeg synes, at tallene er alarmerende. Loven er jo ikke vedtaget for sjov eller for at genere nogen. Hvis man ikke holder fri, øger det risikoen for stress og sygdom. Og man er jo heller ikke så meget værd som arbejdskraft, hvis batterierne ikke bliver ladet op, siger Carlo Søndergaard til Ritzau.

Han giver hjemmearbejdspladser og mobiltelefonen skylden for, at det generelt er blevet sværere at stemple ud fra arbejdspladsen.

- Vi ved, at rigtig mange af vores egne medlemmer sætter sig til computeren derhjemme, når børnene er lagt i seng. Men uanset om det kun er for at tjekke mails, eller man besvarer et par telefonopkald, så er der tale om arbejde, der er omfattet af 11-timers reglen, siger Carlo Søndergaard.

Fra hviletid til arbejdstid

Samtidig peger han på, at rejsetiden til og fra arbejde for mange er omdannet fra hviletid til arbejdstid.

- Prøv bare at tage toget fra København til Odense og se hvor mange, der sidder og arbejder på den bærbare. Mange tænker formentlig ikke engang over det. Men reelt er der jo tale om en forlængelse af arbejdsdagen og en forkortelse af hviletiden, siger Carlo Søndergaard.

Forleden viste en undersøgelse, at hver tredje af HK/Privats medlemmer står til rådighed for deres arbejde i både ferie og fritid. Hver tredje siger, at det er deres eget valg, mens resten enten gør det delvist frivilligt eller efter direkte diktat fra chefen.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: