IT-firma smører kommunale topfolk
14. sep. 2006 12.34 Penge
Opdat.: 14. sep. 2006 18.35Når borgmestere og kommunale embedsfolk skal lære om IT-løsninger, så skal det helst foregå i udlandet. Sådan er det i IT-firmaet KMD, der arrangerer over tyve studierejser om året for kommunale top-folk.
Inhabilitet
Udpluk fra Forvaltningslovens § 3:
-
Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis:
- Vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse.
- Vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald.
- Der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
-
Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.
-
Og når KMD ikke optræder som rejse-arrangør - så lever de af at sælge IT til netop de kommuner, de inviterer på rejse.
Men virksomheden kan ikke selv se poblemet: Det er seriøse rejser, og de betaler selv - Vi står kun for arrangementer, middage og underholdning siger virksomheden.
Professor: de er inhabile
KMD's liste over rejsemål er lang - og spændende. Det er lande som USA, Singapore, Canada, Australien Og det er ikke mærkeligt, at kommunerne er ivrige deltagere i de såkaldte IT studieture. Fristelsen er stor, når KMD's tilbud lander ude i kommunerne.
Og det forarger borgmester Gert Larsen fra Bjergsted Kommune. Han bruger ord som smøring og belønningsrejser om arrangementerne.
- Jo mere spektakulære tilbuddene bliver, jo sværere bliver det også at sige nej, siger venstre-borgmester Gert Larsen fra Bjergsted kommune.
Men der er god grund til at sige nej. For kommunale topfolk kan ikke spise middag i Singapore på KMD's regning den ene dag - og købe KMD's IT-ydelser den næste dag. Det siger professor i offentlig ret Claus Haagen Jensen fra Aalborg Universitet.
De er inhabile, når de gør det, siger Claus Haagen Jensen.
Kommunerne betaler selv en del
Kommunerne - eller skatteyderne i kommunerne - betaler selve rejsen - mens KMD og dens samarbejdspartnere sørger for arrangementer, middage og underholdning på turen.
Og netop fordi kommunerne selv betaler. så ser KMD ingen problemer i de eksotiske rejser.
- Vi ser på dydens smalle vej, og vi mener vi er på den rigtige side, siger salgsdirektør Hans Henrik von Platen Hallermund fra KMD.
KMD ser ingen sammenhæng
Men borgmester Gert Larsen syntes stadig, at rejsekataloget fra KMD er dybt problematisk.
Det er pænt at KMD vil invitere, men de gør det for at sælge et produkt. Man kan sagtens forhandle, uden at der skal være eksotiske rejser indblandet, siger borgmester Gert Larsen.
KMD afviser dog, at studie-rejserne bliver brugt til at få millionkontrakter med kommunerne i hus.
De ting vi snakker om er store kontrakter, hvor der er mange mennesker involveret, så jeg kan ikke se, at der skulle være en sammenhæng mellem den enkelte persons rejse og en kontrakt med KMD, siger Hans Henrik von Platen Hallermund.
Men den sammenhæng ser professor Claus Haagen Jensen - og han mener det er dybt problematisk.
Flere hundrede personer årligt
Man er ikke uvildig, når man har taget imod sådant et tilbud, siger Claus Haagen Jensen.
KMD oplyser over for DR Penge, at mellem 200 til 400 personer årligt kommer med på rejser.
Og at så mange kommunal-politikere og ansatte syntes det er i orden at komme ud at se med KMD, chokerer borgmesteren i Bjergsted.
Mens vi skal spare ude i kommunerne, kan vi slet ikke forsvare at rejse rundt på 1. klasse ude i kommunerne, siger borgmester Gert Larsen.
Den næste KMD-rejse går for øvrigt til New Zealand.
Se meget mere om hvordan politikere og embedsmænd bliver smurt af private virksomheder i:
Magasinet Penge i aften på DR1 kl. 21.25