Skat vil stoppe misbrug af gule nummerplader
10. apr. 2007 08.06 JoblivDet skal være slut med at bruge firmabilen på gule plader til private formål.
Fremover risikerer medarbejdere, der dyrker den danske folkesport at køre privat i firmabilen, en fyreseddel og en stor bøde, hvis Skat snupper dem. Det skriver Erhvervsbladet.
En skærpet kurs fra Skat og domstolene betyder, at arbejdsgiverne ikke længere kan se gennem fingre med, at medarbejderne snyder med firmabilen. Derfor anbefaler stadig flere arbejdsgiverorganisationer nu deres medlemmer at kræve, at medarbejderne skriver under på en klausul om brugen af firmabiler.
Hvis en medarbejder tages i at køre privat i en bil på gule plader, der normalt er fritaget for moms og afgifter, vil Skat sende en skatteregning til medarbejderen.
Derudover kan arbejdsgiveren straffes, dels med bøde, dels ved, at Skat opkræver moms og andre afgifter fra det tidspunkt, hvor bilen blev indregistreret.
Ifølge Michael Hegelund Nielsen, juridisk konsulent hos HTS, oplever organisationen, at der er en stigende efterspørgsel blandt medlemsvirksomhederne efter redskaber, som sikrer, at medarbejderne kender personalepolitikken for brugen af gulpladebiler, og ikke mindst konsekvenserne af at overtræde reglerne.
- Derfor har vi formuleret et forslag til medarbejderklausul, som sikrer, at virksomheden kan skride ind og for eksempel bortvise en medarbejder, som overtræder reglerne. Samtidig gør klausulen opmærksom på, at medarbejderne også løber en alvorlig økonomisk risiko ved at overtræder reglerne, siger Michael Hegelund Nielsen.
Regningen til medarbejderen kan løbe op i et sekscifret beløb.
Arbejdsgivernes nye kontante stil vækker en vis skepsis i fagforbundet 3F.
- Medarbejderne skal kende lovgivningen, og lovgivningen skal naturligvis overholdes. Gør man ikke det, må man stå til regnskab for sine handlinger, siger forhandlingssekretær Søren Andersen fra 3Fs transportgruppe.
- Hvis jeg mente noget andet, ville det være det samme som at sige, at det er i orden at køre over for rødt lys for at komme hurtigere hjem. Men at kræve, at medarbejderne hæfter for arbejdsgiverens bøde og for moms og afgifter, er måske nok lige i overkanten, siger han.
Gule nummerplader
En bil på hvide plader er belagt med 180 procent registreringsafgift, mens en køber på gule plader betaler en registreringsafgift på 30 procent.
Gule nummerplader til privat brug: Du skal betale bilens pris inklusiv 30 procent registreringsafgift og moms. Derudover skal du betale et tillæg for privat anvendelse af varebilen på kr. 5.040 pr. år, som opkræves sammen med vægtafgiften.
Gule nummerplader til både privat og erhverv: Du skal betale moms ved købet. Samtidig skal du betale et tillæg for privat anvendelse af varebilen. Det beløb ligger for de fleste mellem 8.000 og 10.000 kr. om året - alt efter bilens vægt. Der er ingen krav om, hvordan du fordeler kørslen mellem privat og erhverv.
Gule nummerplader til erhverv: Køber du bilen udelukkende til erhvervsmæssig kørsel, slipper du for momsen. Dvs. at du kan fratrække momsen af købsprisen. Derudover kan du fratrække udgiften for den løbende drift.
Se en oversigt over de forskellige danske nummerplader på Politiets hjemmeside.