Starthjælp får indvandrere i job
17. apr. 2007 23.02 Penge
Opdat.: 18. apr. 2007 09.36Den såkaldte starthjælp er med til at hjælpe flygtninge til at tage arbejde, viser en undersøgelse fra Rockwool Fonden ifølge Politiken.
Fondens forskningsenhed har undersøgt godt 11.000 flygtninge og indvandrere i to sammenlignelige grupper, hvor den ene del kom til Danmark før starthjælpen blev indført, og den anden kom efter indførelsen i juli 2002.
Efter 16 måneder i Danmark er der flere i arbejde fra gruppen på starthjælp, end de, der fik det dobbelte beløb i kontanthjælp, skriver Politiken.
Det overrasker Torben Tranæs, der er forskningschef i Rockwool Fondens forskningsenhed:
Om ordningen er god, er et politisk spørgsmål
- Det er en stor effekt - det bliver man nødt til at sige. At niveauet er så lavt til at starte med tyder jo på, at det ikke ligger lige på den flade at få de her mennesker i job, siger han til Politiken.
Tranæs mener, at hvis man ser beskæftigelsesdelen, er stigningen en succes, men om det er nok til, at man synes, at ordningen er god, er et politisk spørgsmål, vurderer Torben han.
Undersøgelsen beviser, at regeringens politik virker, mener beskæftigelsesministeren:
- Det er utrolig glædeligt, fordi baggrunden for, at vi indførte starthjælp, var, at vi kunne se, at det ikke kunne betale sig at arbejde, og derfor tog vi fat i det, siger Claus Hjort Frederiksen til Politiken.
Starthjælpen er på 5.638 kroner om måneden for en enlig.
Starthjælpen
-
Siden 1. juli 2002 er nytilkomne flygtninge blevet forsørget af henholdsvis starthjælp og af introduktionsydelse
-
Introduktionsydelsen udbetales de første 3 år af nytilkomne flygtninge og familiesammenførtes ophold i Danmark
-
Efter tre år overgår de til starthjælp og beløbssatserne er de samme
-
Starthjælp udbetales, så længe modtageren ikke har opholdt sig lovligt i Danmark de sidste 7 ud af 8 år
-
Starthjælpen er mindst 35 % lavere end kontanthjælpen
-
Starthjælpen er pr. 1. januar 2006 5638 kr. brutto for en enlig starthjælpsmodtager, mens en enlig på kontanthjælp til sammenligning modtager 8749 kr.
-
Et par med 3 børn modtager 11.698 kr. månedlig på starthjælp, medens en tilsvarende familie på kontanthjælp modtager 23.250 kr.
-
I 2005 var der ca. 6.000 personer, der modtog introduktionsydelse. Ca. 1.600 på den høje sats, som svarer til kontanthjælp, mens ca. 4.400 modtog den lave starthjælpssats
-
Der findes ret få statistiske oplysninger om starthjælp og introduktionsydelse. Antallet af modtagere af starthjælp er ukendt, fordi de er en del af kontanthjælpsstatistikken
(Kilde: Casa, Center for Alternativ Analyse)