Kritik af farlige babystole hos Silvan
24. maj 2007 21.14 Penge
Opdat.: 24. maj 2007 21.40Byggemarkedet Silvan sælger autostole til babyer, som er af ekstremt dårlig kvalitet - og direkte farlige.
Forskellen på en god og en dårlig autostol kan i yderste tilfælde være et spørgsmål om liv eller død.
Autostole af mærket Mothers Choice, som koster få hundrede kroner hos Silvan, taber stort i Forbrugerrådets test af 50 autostole. En test, som er gennemført i samarbejde med en række europæiske bilistorganisationer og forbrugerorganisationer.
Men alligevel er den godkendt efter internationale ECE-standarder.
Laveste fællesnævner
For mere end et år siden advarede Forbrugerrådet om den meget dårlige sikkerhed ved den stol, der hedder Mothers Choice Mini.
Forbrugerrådet har for at være på den sikre side kollisionstestet samtlige undersøgelsens stole med en højere fart, end den internationale godkendelse egentlig kræver.
- Den internationale standard er en slags laveste fællesnævner, men det er en dårlig stol. Det er ærgerligt, at butikker bliver ved med at sælge den her vare, som om det var et godt og sikkert produkt, siger testchef Henrik Lund fra Forbrugerrådet til TV Avisen.
Falsk tryghed
- Når man snakker om sikkerhedsprodukter, kan man købe tingene for billigt. Man køber en falsk tryghed for sine børn, fortsætter han.
Stillet over for Forbrugerrådets kritik påpeger Silvans direktør, Michael Christiansen, at "Forbrugerrådet sammenligner vores stol til cirka 300 kroner med andre til priser på op til 3.500 kroner".
- Nu vi vi imidlertid søge efter et alternativ, som er endnu bedre end den testede autostol, tilføjer han.