Bedste overenskomst i tyve år
18. feb. 2008 12.40 Penge
Opdat.: 18. feb. 2008 13.04De statsansatte har forhandlet en overenskomst hjem, der giver dem mere end fire procent mere i løn hvert år de næste tre år. Det gør overenskomsten til den lønmæssigt bedste for offentligt ansatte i tyve år.
Parterne
Det er Finansministeren og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), som i dag indgået forlig.
CFU er en samarbejdsorganisation for statsansatte. Parterne i samarbejdet er:
-
Akademikernes Centralorganisation (AC)
-
Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab (SKAF)
-
Offentligt Ansattes Organisationer (OAO)
Tema om overenskomster
Forhandlingerne om overenskomsterne for 812.000 offentligt ansatte er gået ind i den afgørende fase, og lønnen er det helt store stridspunkt. Læs mere på dr.dk/penges tema.
Ikke siden 1987 har lønstigningen været så høj, og det betyder, at de næste forhandlinger vil gå lettere, mener arbejdsmarkedsforsker Jesper Due fra Københavns Universitet.
- Hvis man skulle undgå en storkonflikt er resultatet på det niveau, man måtte forvente i forhold til, hvad der har været af lønudvikling på det private arbejdsmarked, siger han.
Jesper Due forventer, at overenskomsten for de 170.000 politifolk, medarbejdere i forsvaret og andre statsansatte, også betyder, at der er overvejende stor sandsynlighed for et forlig for den halve million kommunalt ansatte.
- Den her ramme er helt afgørende for de videre KTO-forhandlinger, fordi staten sætter rammen for det kommunale område. Og det må være svært for forhandlerne på det kommunale område ikke at acceptere et niveau, som er det bedste siden 1987, siger Jesper Due.
Sine Sunesen, der er topforhandler for de statsansatte, betegner aftalen på det statslige område som "bedre end det, de private har fået". Samtidig hæfter hun sig ved, at de statsansatte nu får tillæg for det fryns, som der er på det private område.
Finansminister Lars Løkke kalder resultatet for "tilfredsstillende og ansvarligt samfundsøkonomisk". Han hæfter sig ved, at forliget giver mulighed for at statsansatte kan arbejde mere end 37 timer om ugen mod betaling.