Boxer skal drive dansk tv-net
27. mar. 2008 11.08 Penge
Opdat.: 27. mar. 2008 11.34Det bliver det svenske selskab Boxer, der får kontrollen over hvilke kanaler, der skal sendes på tv-sendenettet fra næste efterår.
Her bliver tv-nettet digitalt og får dermed plads til 16-32 kanaler. Og som noget nyt bliver det muligt for den enkelte seer selv at vælge tre kanaler til de pakker som udbydes.
Det er Radio- og tv-nævnet, som netop har afgjort, at det bliver Boxer, der får opgaven foran konkurrenterne, svenske MTG og norske Telenor.
- De har den fordel ikke at være på det danske marked i forvejen. Det kommer til at betyde, at seerne i fremtiden kan forvente en større grad af valgfrihed til lavere pris. Blandt andet kommer der minimum tre a la carte kanaler, som seerne frit kan vælge, uden at skulle købe en pakke, siger formanden for Radio og tv-nævnet Christian Scherfig til Radioavisen.
Skal bygge nyt net
Boxer driver i forvejen det tilsvarende net i Sverige. De overtager driften af det digitale tv-net i Danmark, når det analoge signal fra landets sendemaster lukker 1. november 2009.
Det analoge signal gør, at danskere som hverken har parabol- eller kabel-TV kan modtage TV via deres stueantenne. Inden det lukker skal Boxer have opbygget et nyt digitalt sendenet, der gør brug af de samme TV-master.
Boxer har forpligtet sig til at distribuere blandt andet regionale nyhedsudsendelser, en nabolandskanal, underholdning, musik, sport, nyheder samt populær videnskab.
I alt vil Boxer kunne udbyde i alt 29 tv-kanaler via det jordbaserede net.
To nye kanaler
Boxer skal nu træffe endelige aftaler med de tv-kanaler, der skal indgå i tv-pakkerne på det digitale net. Boxer har også lovet, at der startes to nye danske kanaler.
Som led i Boxers bud bliver det muligt for seerne at vælge mindst tre enkeltkanaler uden tilknytning til tv-pakkerne. Og i alt vil de tilbyde 78 forskellige pakker.
Boxer skal samarbejde med DR og TV2, der allerede sender digitalt tv i ét sendenet.
Hvad er Boxer og hvad har de købt?
I juni 2006 blev der indgået en medieaftale, hvor det blev aftalt at udbyde en såkaldt gatekeeper funktion. Herunder er uddrag af medieforliget fra 2007-2010 samt fakta om firmaet der vandt kampen om det digitale sendenet, det svenske firma Boxer.
Medieaftalen 2007-2010
- Digitalt tv i Danmark udbygges ved at der som supplement til DRs og TV 2/DANMARKs nuværende digitale udsendelse af public service-programmer etableres en jordbaseret, digital tv-platform, som skal drives af en operatør (”gatekeeper”) på et forretningsmæssigt
grundlag.
Krav til gatekeeper
- Der skal etableres et fast samarbejde mellem DR og TV 2/DANMARK A/S og gatekeeperen omkring markedsføring og kundebetjening mv.
- Det overlades til gatekeeperen at afgøre, i hvilket omfang der skal sendes i HDTV -format og kanaler med henblik på mobil modtagelse.
- Gatekeeperen skal tilbyde et bredt og varieret programudbud, som inkluderer forskellige kategorier af kanaler såsom underholdningskanaler, nyhedskanaler, musikkanaler, populærvidenskabelige kanaler og sportskanaler.
- Der skal etableres et netværkssamarbejde mellem relevante ministerier, DR, TV 2/DANMARK, gatekeeperen og branchen med henblik på at samordne informationsindsatsen omkring
udbygningen af jordbaseret, digitalt tv og analogt stop i 2009. Der afsættes midler hertil af licensprovenuet. - Senderlandsprincippet i medfør af tv-direktivet betyder bl.a., at kanaler, der er etableret i Danmark, skal overholde de danske reklameregler, medens andre kanaler skal overholde reklamereglerne i deres respektive hjemlande, dvs. svarende til situationen i fællesantenneanlæg.
Kilde: Kulturministeriet
Grundlagt i 1999.
Samme år begyndte de digitale sendinger i det svenske net og i 2008 vil disse helt have erstattet de analoge.
Boxers rolle er at markedsføre, distribuere og administrere de kanaler som sender abonnements TV, det vil sige kanaler som sendes kodede og som seerne abonnerer på.
I dag har de 27 kanaler i deres udbud.
Derudover sendes ti til elleve ukodet kanaler, altså kan disse modtages uden abonnement.
Har i dag over 50 ansatte.