FOA-bestyrelse siger ja til aftale
05. maj 2008 22.59 Penge
Opdat.: 06. maj 2008 06.10Det er nu op til fagforbundet FOA's cirka 200.000 medlemmer at afgøre, om formand, Dennis Kristensen, har formået at få kommunerne til at sende penge nok i retningen af sosu-assistenter, pædagogmedhjælpere og parkeringsvagter.
Mandag aften sagde 49 ud af forbundets 64 hovedbestyrelsesmedlemmer ja til forliget.
Tilfreds
- Jeg er meget tilfreds med, at hovedbestyrelsen har bakket op om det resultat, vi er nået frem til. Det indeholder ikke alt, vi havde ønsket os, men det er væsentligt bedre end det, KL havde lagt op til inden konflikten. Kvindefagene er blevet løftet i den sidste omgang, og vi har vist, at det kan lade sig gøre at kæmpe sig til bedre resultater, sagde Dennis Kristensen i en pressemeddelelse efter hovedbestyrelsesmødet.
Protest fra P-vagter
Men det var ikke alle FOA's hovedbestyrelsesmedlemmer, der var lige fornøjede. Således er parkeringsvagterne tilsyneladende ikke blevet begunstiget med lige så store lønstigninger som andre af FOA's medlemmer.
Derfor vendte 12 medlemmer af hovedbestyrelsen fingeren nedad til forliget, mens fem undlod af stemme.
Nogle betaler for andres gode resultat
En af dem, der stemte nej, er formand for FOA i Århus, Kirsten Normann Andersen.
- Der er nogle fagområder i FOA, som får for lidt ud af det her forlig. Det er for eksempel husassistenterne og de tekniske servicemedarbejdere, siger Kirsten Normann Andersen til DR Nyheder.
Men det betyder ikke, at hun vil anbefale alle sine medlemmer hjemme i Århus at stemme nej, når urafstemningen nu sættes igang. SOSU'erne kan for eksempel godt stemme ja, mener hun.
- Jeg vil fortælle dem, der har fået et godt resultat ud af det, at de har fået et godt resultat - og så vil jeg også bare være ærlig og sige, at der har været nogle andre, der har været med til at betale, siger Kirsten Normann Andersen.
Fem timers debat
Forligets blandede modtagelse i FOA's hovedbestyrelse er efter alt at dømme årsagen til, at de politiske diskussioner internt i hovedbestyrelsen varede over fem timer.
Det er især Dennis Kristensen udmelding om, at forliget baner vejen for 115 millioner kroner til FOA, mens KL hævder, at tallet snarere nærmer sig 35 millioner kroner.
FOA's strejkende medlemmer trækker igen i arbejdstøjet fra natten til onsdag. Dermed har FOA's strejke varet i tre uger.
Resultatet af urafstemningen ventes 29. maj.