DSB: Vi vil ikke have rustne tog
09. jun. 2008 14.53 PengeDSB har hyret hjælp udefra for at sikre sig, at IC4-togene ikke står og forfalder hos den italienske fabrikant, Ansaldobreda.
Det oplyser DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen.
Ingeniøren har fået en ekspert til at vurdere en række optagelser, som Magasinet Penge på DR1 har lavet på den italienske fabrik. Professor Karl Brian Nielsen kommer med en kraftig kritik af togenes tilstand - de er ved at ruste, mener han.
Undrer sig over dokumentation
Men Søren Eriksen forstår ikke, at Karl Brian Nielsen kan udtale sig så bombastisk om IC4-togene på baggrund af nogle billeder.
- Han har ikke selv set togene, men det må stå for hans regning. Så letkøbt arbejder vi ikke i DSB, og jeg kan forsikre, at de tog, DSB vil modtage, til punkt og prikke opfylder alle kontraktens krav. Det gælder naturligvis også samlekvalitet og rustbeskyttelse, siger Søren Eriksen.
Hvis der viser sig nogen form for problemer med rustne tog, vil DSB ikke tage imod togene, understreger han.
- DSB har, via kontrakten med Ansaldobreda, sikret sig, at hvert eneste togsæt skal inspiceres og nøje gennemgås, inden DSB overtager dem. Skulle denne inspektion vise det mindste problem af denne karakter, skal eventuelle skader udbedres, før DSB vil overtage togene, siger direktøren.
IC4-sagen
- I december 2000 underskriver DSB og den italienske togfabrikant AnsaldoBreda en kontrakt om 83 IC4 -togsæt. Pris: 5 milliarder kroner.
-
Levering skulle ske fra midten af 2003 og frem til 2006. Men teknikken volder store problemer, og indsættelsen af IC4 bliver gang på gang udsat.
-
I december 2006 giver en rapport fra Rigsrevisionen fabrikanten AnsaldoBreda hovedansvar for forsinkelsen.
-
De første IC4 -tog indsættes i overvåget prøvedrift i juni 2007.
-
I december 2007 melder DSB ud, at Ansaldobreda kort ind i 2008 vil søge om typegodkendelse for 14 togsæt, som derefter kan indsættes i landstrafikken. Tilladelsen er endnu ikke givet.
-
21. maj i år kommer det frem, at DSB har givet AnsaldoBreda et ultimatum. IC4-toget skal køre i landsdelstrafikken inden et år - ellers er kontrakten til en værdi af fem milliarder kroner ophævet.
-
Seks dage efter skiftes topchefen hos AnsaldoBreda ud - man påstår dog, at chefskiftet intet har at gøre med den danske IC4 -skandale.