Nyt mærke til den sunde mad
16. okt. 2008 11.50 PengeDet skal være nemmere at finde den sunde mad i supermarkedet. Derfor indfører Danmark nu et ernæringsmærke, der skal identificere de fødevarer, som bidrager til en sund og varieret kost.
Det grønne Nøglehulsmærke er et samarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige. Nøglehulsmærket er allerede indført i Sverige, og derfor kan man også se det på udvalgte svenske produkter, der sælges i Danmark.
Fødevareministeren: Et redskab for forbrugerne
- Med indførelse af nøglehulsmækningen giver vi forbrugerne et redskab til hurtigt at vurdere, om en fødevare har en god sammensætning med hensyn til for eksempel fedt, sukker, fuldkorn og salt, udtaler fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Nøglehulsmærket er et frivilligt mærke for fødevareproducenterne, men det er kun produkter, som bidrager til en sund kost, der kan komme i betragtning. Is, slik, sodavand og lignende kan derfor ikke blive mærket med Nøglehullet.
Det nye ernæringsmærke får bred politiske opbakning og forventes officielt at træde i kraft fra foråret 2009.