Bankernes renteskrue under hård kritik
17. okt. 2008 07.32 Penge
Opdat.: 17. okt. 2008 07.53Bankerne udnytter finanskrisen til at stramme renteskruen over for private kunder og virksomheder.
Kritikken kommer fra erhvervsorganisationer og Forbrugerrådet, der mener, at bankerne opfører sig grådigt på baggrund af krisen.
I næste uge vil en stor del af bankerne hæve renten med op til 0,75 procentpoint - og det er langt mere end finanskrisen berettiger til, lyder kritikken:
- Det lyder som om, at det er meget dyrt, og at nogle banker trækker den lidt for langt. Det synes jeg er rigtigt uheldigt, siger Søren Nicolaisen, cheføkonom i Håndværksrådet, der repræsenterer mere end 20.000 små og mellemstore virksomheder.
Rentestigninger vil give 19 mia. kr. om året
Rentestigningerne vil give bankerne en ekstra indtægt på 1,6 milliarder kroner om måneden - eller 19.2 milliarder kroner om året. Det viser beregninger fra en anden brancheorganisation, Dansk Erhverv, ifølge Jyllands-Posten.
Beløbet svarer til over halvdelen af de omkostninger, som bankerne kan få i forbindelse med regeringens hjælpepakke.
- Det virker som om, at bankerne er meget hurtige til at sende regningen videre til forbrugere og virksomheder, og at de i virkeligheden udnytter situation lidt. Jeg synes, at det er rimeligt, at man sender noget af regningen for finanskrisen videre, men det virker som utroligt meget, hvis man vil have 30-40 milliarder kroner ind på kun to år. siger Søren Nicolaisen fra Håndværksrådet.
Uheldigt for samfundsøkonomien
Som Radioavisen fortalte i går, så bliver rentemarginalen - altså forskellen mellem indlånsrenten og udlånsrenten - større som følge af Finanskrisen. At bankerne strammer rente-skruen gavner ikke i en økonomisk svær tid, mener Søren Nicolaisen:
- Så skubber man jo bare i retning af, at der bliver endnu færre investeringer og dermed endnu mindre økonomisk vækst. Det er ikke særligt heldigt, hverken for virksomhederne eller samfundsøkonomien.