TV 2 på vej mod økonomisk kollaps
18. okt. 2008 23.40 Penge
Opdat.: 19. okt. 2008 09.11TV 2 er på vej mod en økonomisk afgrund, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.
Stationen, der allerede nu kører med underskud, og som har en voldsom gældsbyrde på 850 millioner kroner, står yderligere til at miste indtægter fra 1. november 2009.
Fra det tidspunkt bliver al tv-sending digital, og det betyder, at TV2 ikke længere vil være alene om at sende tv-reklamer til hele landet, hvorfor indtægterne vil falde.
Ingen banklån
I forvejen har TV 2 kun penge i kassen, fordi stationen fik et statslån på en halv milliard kroner i august med tøvende accept fra EU, da ingen banker ville låne stationen penge.
På det nuværende økonomiske grundlag vil TV 2 derfor ikke kunne aflevere den plan, som EU-kommissionen har krævet at få som dokumentation for, at tv-stationen på langt sigt kan blive en økonomisk sund virksomhed.
- Nej, det kan vi ikke, som tingene ser ud nu. Der skal styr på vores gæld og den daglige drift, siger bestyrelsesformand for TV 2, Lars Liebst, der tilføjer, at en løsning skal være fundet sidst i november for at få den igennem det politiske system.
Væk med et af to hovedsæder
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger overvejer direktion og bestyrelse at forelægge ejerne, dvs. politikerne, forskellige muligheder.
På kort sigt kan der hentes penge ved at nedlægge et af to TV 2-hovedsæder, enten det på Kvægtorvet i Odense eller det på Teglholmen i København.
Desuden kan der blive tale om at sælge TV 2's halvdel af det danske sendenet. Men det vil ikke være nok. Derfor er der overvejelser i bestyrelsen om at foreslå politikerne drastiske midler som eksempelvis brugerbetaling for at se TV 2.