Pund og dollar rasler ned i kurs

Det engelske pund og den amerikanske dollar rasler ned i kurs over for den danske krone. Også den svenske krone og den norske krone er svækket over for danske kroner.

Det engelske pund er i den laveste kurs over for danske kroner i nyere tid. Et pund fås i dag for 7,85 kroner og ikke engang på den sorte onsdag i efteråret 1992, da valutaspekulanten George Soros spekulerede pundet ud af det europæiske valutasamarbejde, kom pundet så langt ned over for danske kroner.

- Vi har ikke set et så svagt pund over for danske kroner nogensinde. Efter at pundet blev spekuleret ud af valutasamarbejdet i 1992, fortsatte det med at falde. Bunden var i 1995, hvor det kostede 8,16 kroner. Den bundrekord er nu brudt, siger chefanalytiker i Nordea, Anders Matzen.

Også amerikanske dollar, svenske og norske kroner falder i værdi over for danske kroner. Det sker i kølvandet på de kraftige rentesænkninger fra landenes centralbanker for at dæmme op for den dybe økonomiske krise.

- Centralbankerne har signaleret, at de vil sænke renten yderligere og måske komme ned på næsten nul som i USA. Det reagerer valutakurserne på, siger Anders Matzen.

Siden 1. december er pundet faldet med 13 procent over for danske kroner.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: