Nedskæringer og underskud i Nykredit
05. feb. 2009 12.33 Penge
Opdat.: 05. feb. 2009 13.19De bedrøvelige årsregnskaber vælter ind fra den danske finansverden. Nykredit-koncernen fik underskud på 880 millioner kr. i 2008. I 2007 havde koncernen et overskud på 4,4 milliarder kr.
Det får Nykredit til at tage afsked med op mod 200 medarbejdere i det kommende år. Det sker blandt andet i kølvandet på købet af Forstædernes Bank, som Nykredit er ved at integrere.
Kommunikationsdirektør i Nykredit, Nels Petersen, siger, at beslutningen om at slanke medarbejderstabens antal også sker med en vis skelen til det store underskud på 2008-regnskabet.
Ingen dramatisk fyringsrunde
- Dels er vi ved at integrere Forstædernes Bank, dels er det affødt af sund fornuft i hverdagen og selvfølgelig skeler vi også til årsresultatet. Men vi er ikke ude i den store dramatiske fyringsrunde. Vi har sagt til de ansatte, at det er et forsigtigt tryk på bremsen, siger Nels Petersen til Ritzau. ´
Efter købet af Forstædernes Bank beskæftiger Nykredit-koncernen 4400 medarbejdere.
Afgangen af mellem 150 og 200 medarbejdere vil ifølge Nels Petersen kunne klares med naturlig afgang.