3F: skattereforslaget den rene rødvinsreform
24. feb. 2009 11.24 Penge
Opdat.: 24. feb. 2009 11.30Danmarks største fagforbund, 3F er oprørt over dagens skatteudspil fra Lars Løkke Rasmussen. - - Det bliver en rødvinsreform, konstaterer forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
- De rigeste får råd til årgangsrødvin på bordet, mens almindelige lønmodtagere står tilbage med en lang næse.
Omfordeling fra fattig til rig
3F vurderer at udspillet lægger op til den mest massive omfordeling fra fattig til rig i nyere tid.
- Den sociale profil i regeringens udspil er skæv som … . lyder den beske kommentar fra 3F, som vurderer at uligheden vil stige voldsomt, hvis regeringens udspil gennemføres.
3F er desuden stærkt utilfreds med at regeringen sylter en jobpakke og brænder pengene af på ufinansierede skattelettelser.
Hån over for fyringstruede
- Vi står midt i en historisk krise, hvor alle kræfter bør bruges på at skaffe flere i arbejde. Mange medlemmer af 3F har allerede fået en fyreseddel i hånden og endnu flere går i daglig frygt for at det skal ske. Det er en hån overfor de mennesker, at regeringen nu brænder alt krudtet af på en rødvinsreform, der kommer til at forgylde de rigeste i samfundet. Det gavner muligvis beskæftigelsen på franske vingårde eller koreanske fladskærmsfabrikker, men skaber ikke mange job i Danmark, siger Poul Erik Skov Christensen.
Offentlige investeringer i gang
3F mener i stedet der er brug for at fremrykke en række offentlige investeringer. Det vil skaffe flere i beskæftigelse og give et tiltrængt løft til den offentlige sektor. Det skal blandt andet ske ved at ophæve kommunernes anlægsloft samt ved at sætte gang i investeringer af vej- og jernbaneprojekter.