Mere end 27.000 ville knække krisen med DR
01. apr. 2009 14.35 Penge
Opdat.: 01. apr. 2009 15.32I godt en uge har vi på dr.dk, P4 og i TV Avisen sat fokus på at nuancere billedet af et land og en verdensøkonomi på randen af sammenbrud. Vi har villet vise, at der trods massiv snak om krise og nedadgående kurver også var arbejdspladser i vækst og folk, der lykkedes med nye idéer.
Vi har måske ikke løst den globale krise eller vendt de nedadgående kurver. Men vores fokus på de ledige job, der allerede findes og jagten på andre ledige job har vakt en kolossal interesse. Mere end 27.000 har lagt vejen forbi vores artikel om de ledige job.
Slipper for at gå fra hus og hjem
For enkelte har vores fokus gjort en helt konkret forskel.
En af dem er Allan Pakula, der for nyligt blev fyret fra sit arbejde gennem fire år på en tyndpladefabrik. I fredags kom han igennem til P4-programmet Formiddag på 4’eren, hvor hundefoderfabrikken Dansk Barf Center kunne fortælle, at de havde så travlt, at de stod og manglede arbejdskraft.
Efter en samtale i mandags blev de to enige om, at Allan Pakula kan starte på Barf på mandag.
- Det betyder så meget, så er vi fri fra at gå fra hus og hjem, det er sådan set det vigtigste, siger en lettet Allan Pakula.
Flere gode ansøgere
På IT-virksomheden Targit i Hjørring har man mærket en kæmpe forskel, efter DRs Knæk krisen-kampagne.
- I den periode vi har ligget på DRs hjemmeside har vi modtaget 10 konkrete henvendelser vedrørende stillingen som Business Intelligence-konsulent. I ugen inden var der ingen, der henvendte sig på den stilling, siger HR-ansvarlig Jesper Berntson.
Også rejsebureauet Airtiki har haft stor glæde af DRs kampagne.
- Vi havde slået to ledige stillinger op på vores hjemmeside, men havde ikke fået nogen henvendelser. Nu har vi fået 37 gode ansøgninger. Vi skal have fire bogholdere og tre netværksadministratorer til samtale i denne uge, siger en tilfreds Ole Garde, der er direktør for Airtiki.
Både Barf og Airtiki var blandt de omkring 30 mails, der er kommet til os i løbet af ugen om ledige job.
Godt initiativ
I det hele taget har læserne, lytterne og seerne stort set udelukkende taget mod vores historier med kyshånd.
Jette Qvistgaard fra Aktive Kvinder i Danmark skrev i en mail:
- Selvom jeg ikke har noget job på hånden, håber jeg, at du vil give mig lov til at takke dig og dine kolleger. Takke jer, fordi I nu vælger at sætte fokus på POSITIVE nyheder. Vi hører ikke meget andet end til skandaler og kriser af den ene eller anden slags. MEN for pokker der er jo også rigtig mange lyspunkter i vor hverdag; de bliver bare ikke hørt eller læst. Tak fordi I vil gøre en STOR forskel!!!
Andre har skrevet og fortalt os om virksomheder, der trods krisen har kastet sig ud i nye opgaver og er lykkedes.
Frustrationer
I vores kommentarfelt har enkelte også fået afløb for deres frustrationer.
- Det er meget fint med alle de jobs I har fundet til os, men hvor er jobs til håndværkere? Kan det virkelig være rigtigt at man som håndværker fra hovedstaden bliver tvunget til at være pædagog i det sydsjællandske eller det der er værre, bare for at få smør på brødet?, skriver Vrede Sean B.
Vi håber, at vi med Knæk krisen har vist, at der er solstrålehistorier derude og veje ud af krisen for den enkelte.
I aften runder vi kampagnen af i Magasinet Penge kl. 21.25 på DR1.
Se alle kommentarer fra artiklen Her er de ledige job:
Kommentarer
-
Anne: Der er da også en masse job på StepStone hvor jeg selv ligger med mit Cv.
-
Anonym: Super idé til nyhedstema, men kan det at kopiere fra jonindex joboversigt kaldes god journalistik? Jeg er ikke imponeret indtil videre, men håber det bliver et godt nyhedstema fremover..
-
Mette: min mands tidligere arbejde har været i krise siden sommeren men da min mand fik prikket havde han job på en anden møbelfabrik to dage efter - selv er jeg ved at blive revet over af en børnehave og et plejecenter som begge gerne vil have mig på vagt hele tiden - der er i hvert fald altid brug for faglærte som ufaglærter vikarer inden for plejesektoren og pædagogsektoren
-
Erik: FANTASTIK dybdeborende journalistik! Og lad os så komme ned på Emmerys og drikke vores Latte.
-
Arne Rasmussen: Hvad kan man bruge dette til? De fleste stillinger er jo inden for de samme opråder som pleje og omsorg! Det hjælper i hvertfald ikke en ledig fotograf, lastbilchauffor eller en smed.
-
Jens Aage Jensen: Sydjylland 89 pædagogjob! Bemærk, at en del af disse er som tilkaldevikar - altså uden egentlig ansættelse. Journalistikken er for overfladisk. I virkeligheden er det måske kun 50.
-
Bente Madsen: Aner ikke hvad der er galt, gymnasie-rektor bliver interviewet i Politiken om hans problemer med at skaffe lærere, efterfølgende ansøgninger får alle som en at vide at de ikke mangler noget...fatter ikke hvad man brokker sig over når man intet mangler?? arbejdsløse er i forvejen grundigt til grin, behandl dem venligst anstændigt og lad være med at lokke med narre-job!
-
Michael Nyhus: Super oversigt. Det er godt gået. Og alle brokhoveder, hold nu bare op; DK i en nøddeskal. Det er da lige i skabet at matche i denne tid hvor markedet er præget af fyringer. Oversigten viser at DER ER JOB, hvis man ellers vil flytte for det, geografisk eller på tværs af sektorerne.
-
Jacob Skov: Arh, kom dog on! Det er da en positiv nyhed også selvom det ikke er dybdeborende journalistik, og det er jo det de to journalister er gået efter: De positive vinkler.
-
jobsøgende: 1-2. 1-2. det er en test... tøjdesigner uden job, bosiddende i det østjyske, søger fuldtidsstilling. Alt har interesse.
-
Arne Rasmussen: TV fotograf søger job hvor-som-helst i Danmark. Mange års erfaring og superdygtig. Kan også lave lyd- og lyssætning og kan redigere på AVID EXPRESS PRO! Desværre er jeg 59, men lad os så se om der skulle være et job. Det må der jo være med alle de positive hoveder der skriver her! Taler flydende engelsk og en smule portugisisk.
-
Henrik: Jobindex må være LYKKELIG for denne artikel ... det er penge lige ned i lommen på dem... Hvad med at tænke udenfor boksen - dét ville være en hjælp for de jobsøgende.
-
COOL: hej jeg arbejder hos Ikea I Tåstrup 2630 og der er altid brug for både deltid og fuldtids medarbejder. iøjeblikket ca 15 ledig job, kom igang der er job til alle, hvis man har lyst til at arb :-)
-
stina: sjovt, je ghar lige været inde og se havd de havde i Ikea, jeg har søgt hele i hele landet og alle job- der var ikke et eneste.
-
Vrede Sean B.: Det er meget fint med alle de jobs I har fundet til os, men hvor er jobs til håndværkere? Kan det virkelig være rigtigt at man som håndværker fra hovedstaden bliver tvunget til at være pædagog i det sydsjællandske eller det der er værre, bare for at få smør på brødet? Så kan jeg rende rundt og tørre næse på andre menneskers børn, mens min proffesion ruster, og der ikke kommer nyt blod til de faglige udd., da ingen firmaer tør ansætte lærlinge. Alle håndværksmæssige uddannelser burde have et fag hvor man rustes til at kunne arbejde som sygeplejeske eller pædagog. Jeg spår, at om få år, når der igen kommer gang i byggeriet, vil det være plaget af endnu mere sjusk, end under boomet, da de der har forstand på det har været væk fra faget. SKAM jer banker, I har været for hensynsløse og grådige, og verdensøkonomien er brændt sammen på grund af jeres smarte fiduser.
-
Kirsten: Dejligt med et krise knæk - DET trænger vi til! - Tak DR for at holde os opdateret med de GODE nyheder som der er masser af ;o)) Og til alle der brokker sig over det ene og det andet - come on - Kom ind i kampen og prøv at lade være med at fokusere på ALLE ostens huller...
-
Tom Mosen: kom så alle i sløve hyklere, som kaldte de arbejdsløse for snyltere, før krisen... vis os allesammen at vi er vores egen lykkes smed!!...pfft!! sjovt som alle vendekåberne bliver socialister når krisen krasser, folk som dem burde tvinges i nytteløse aktiverings projekter nu!!!!
-
Tom Mosen: i denne måned er der yderligere 5500 arbejdsløse..
men kun 784 jobs...er i klar til aktiverings-racet og bistandshjælpen???
-
Lillian pabst: Iværksætteri trives godt i tider med høj arbejdsløshed, hvis man har overskuddet så prøv at tænke out of the box - og se på hvilke muligheder der ellers findes - hvis man tænker kreativt. Verden ER fuld af muligheder, men man skal have overskud til at se dem.
-
Carsten Holm: Super godt initiatv. Nu finder i jobbene! Så vil jeg godt melde mig under de andre faner! Jeg har hændern. Så bare kom med det! Vi der vil noget er friske på udfordringerne. En gang ingeniør, altid ingeniør!
-
Andreas: Alle unge mellem 13-23 der søger arbejde - SE HER: Tjek
www.Ungarbejde.dk og ansøg online!
-
Annette Riis: Bornholm kalder. Strikdesigner søger job. Jeg kan designe strik, lave strikkeopskrifter, jeg kan strikke i hånd- og på maskine. Jeg kan arbejde hjemmefra og strikker gerne på bestilling. Med venlig hilsen
annetteriis@hotmail.com
-
Henrik Bentezen: At miste sit job i Sønderjylland er ingen dans på roser. Når du så samtidig er enlig forsørger, og bliver tvunget 35 km. sydpå hver dag til et komplet nytteløst og fuldstændigt inkompetent jobcenter så ikke bare kradser krisen Den river og flår dig fuldstændigt. Hvorfor bliver man efter 43 år på arbejdsmarkedet behandlet som en karklud, der vrides og bruges til de værste ting, samtidig med ens børn oplever en uværdig behandling af deres far.PS: jeg er frisk på ALLE jobs, men hvordan kommer man til dem, når busserne kører som om alle havde råd til egen bil?
-
Henrik Bentezen: UPS :En lille rettelse : det var 33 år på arbejdsmarkedet ikke 43, en lille slåfejl midt i harmen.
-
Dal: Jeg kan ikke se at der er finanskrise. Jeg arbejder i en butik hvor vi får mere og mere travlt. Så travlt at vi ikke kan skaffe nok varer hjem som vi kan sælge. For et år siden solgte vi bland andet et par computer når vi havde tilbud på dem , nu er vi nød til at få computer hjem i paller hver uge for at kunne få nok. Sidste år 3 doblede vi omsætningen og i år regner vi med en fordobling. Men de forudsætter vi kan skaffe alle vare hjem, for om sommeren har i godt salg af is, men det er i ved at bestille hjem nu, for ellers kan vi ikke få alle hjem i kan sælge. Det samme med fladskærme, for der kan vi sælge 10 til 20 42 tommer om dagen, men kun kan få 2 hjem hver anden måned
-
Peder: Der er også en del gode links til job portaler på arbejde.dk