Korruptionen blomstrer på silkevejen
06. aug. 2009 06.00 Penge
Opdat.: 06. aug. 2009 16.24Lastbilen kører ikke, når det er mørkt. I stedet holder vi ind på indhegnede p-pladser, der er bevogtet af hunde og mænd i slidt camouflagetøj.
Alle chauffører på pladserne snakker om mafia, og vi møder den 'face to face' ved den kasakhstanske grænse, hvor en mand vil sælge os et telefonnummer for 200 kr. Nummeret er vores garanti for, at den lokale mafia har fået sit, når vi bliver stoppet senere.
Vi køber det, for man forhandler ikke med mafiaen, siger Jens Laursen, der er ICT Logistics trafic magager for transporterne til Asien.
- Vi tager ikke chancen. Vi har hørt rygter om, hvad der sker, hvis vi ikke gør det, siger han.
Mafia-manden sælger da også sine telefonnumre mens både toldere og politi ser på. For de er også korrupte. Især øst for Moskva bliver lastbilen stoppet flere gange - og selvom de ikke giver nogen bøder, så må vi af med 30 dollars.
Politiet går helt amok, når selskabet kører brede særtransporter med gult blik på. En gang blev de stoppet hele 62 gange på en tur - og til sidst betalte de bare en politibil for at køre foran, så de ikke hele tiden skulle stoppe.
Også tolderne ved grænserne vil have penge under bordet. Alt i alt må vi af med 150 dollars for at passere tre grænser - og vente næsten et døgn for at komme igennem.
Men selv om korruptionen er irriterende og tager tid, så er har Jens Laursen ikke oplevet, at mafiaen har været farlig.
- Banderne beskytter faktisk chaufførerne og bilerne. Sådan er vilkårene desværre. Man må tage det sure med det søde, siger han.
Både Rusland og Kasakhstan får også slemme ord med på vejen på hjemmesiden www.business-anti-corruption.com. Hjemmesiden er ejet af syv vestlige stater, deriblandt Danmark, og her vurderer man, hvor slemt det står til med korruption i de enkelte lande.
- Det interessante er, at det kan gå hurtigt med at udrydde korruptionen, siger Jens Bertelsen fra business anti corruption og fortsætter:
- Vi har før set eksempler fra Afrika på, at globale transportfirmaer har truet med at boycutte landet, hvis regeringen ikke ryddede op. Og det virkede, siger han.