Fagbevægelsen overtager jobindsats
24. aug. 2009 07.13 PengeLandets kommunale jobcentre har ellers overtaget ansvaret for de arbejdsløse her i august, men Københavns kommune og LO Storkøbenhavn har lavet en banebrydende aftale.
Det skriver Politiken.
Den betyder, at de arbejdsløse, der er forsikret mod arbejdsløshed i en a-kasse, de første seks måneder i ledighed skal hjælpes tilbage i arbejde af netop a-kasserne.
- Det bliver mere enkelt for dem, som bliver arbejdsløse, siger formand Peter Kay Mortensen, LO Storkøbenhavn, til Politiken.
2000 arbejdsløse
Den nye ordning forventes at berøre omkring 2.000 arbejdsløse i løbet af det næste års tid, men tallet afhænger naturligvis af, hvor mange der bliver arbejdsløse.
Aftalen betyder, at de ledige kun skal henvende sig ét sted og melde sig som jobsøgende. De skal ikke til en åbningssamtale i både a-kasse og på jobcentret. Og hele kontaktforløbet, der skal bringe den ledige i arbejde igen, foregår ét sted.
- Det er indlysende fornuftigt, at vi lægger kræfterne sammen for at bekæmpe ledighed. Vi slipper for dobbeltarbejde, hvis a-kasserne tager hele kontakten til den ledige i de første seks måneder, siger beskæftigelsesborgmester Jakob Hougaard (S), der har forhandlet aftalen gennem nogle måneder med LO Storkøbenhavn, til Politiken.