Medierapport foreslår udlicitering af P3
02. okt. 2009 12.10 Penge
Opdat.: 02. okt. 2009 13.18I et af tre scenarier foreslår en ny rapport om mediestøtte, at P3 udliciteres, og at nogle af de støttekroner, som i dag bruges på tv i fremtiden kan bruges på internet- og mobilmedier.
Det fremgår fredag af en pressemeddelse fra Kulturministeriet.
Politiske overvejelser
Rapporten er et resultat af politiske overvejelser om at ændre i den 5,4 milliarder kroner store mediestøtte. Bag rapporten står professor i medievidenskab på Copenhagen Business School, Anker Brink Lund og Rambøll.
- Den eksisterende mediestøtte kan i høj grad ses som resultatet af en historisk udvikling. Mediestøtteordninger er tilpasset i takt med udviklingen i de enkelte mediegrupper, men sjældent ud fra et helhedssyn på mediestrukturen som et samlet system, hedder det i rapporten.
Tre scenarier
Rapporten opstiller i grove træk tre scenarier for den fremtidige mediestøtte. Støtten kan fortsætte uændret med 3,9 milliarder kroner til de elektroniske medier (hovedsageligt fra licens) og 1,5 milliarder kroner til de trykte. Støtten kan også saneres bl.a. med udlicitering af P3 i forbindelse med udbud af den fjerde FM-kanal og samtidig give mulighed for at støtte internet- og mobilmedier. Som et sidste scenarie kan støtten også lægges helt om, så medierne i stedet for automatisk at modtage støtte skal søge penge til navngivne projekter.
Komplicerede forslag
Kulturministeren finder forslagene så komplicerede, at hun endnu ikke lægge sig fast på nogle af dem.
- Det er en interessant udredningen, som der er lagt et stort og værdifuldt arbejde i. Scenarierne er komplicerede og til dels meget vidtgående, og det kræver grundige vurderinger, før regeringen kan tage stilling til de enkelte forslag. Udregningen vil - blandt meget andet - indgå i overvejelserne om regeringens medieudspil for 2011-2014, som fremlægges i begyndelsen af det nye år, skriver Kulturminister Carina Christensen.
S vil frede P3
Socialdemokraternes mediepolitiske ordfører, Mogens Jensen, mener, at der er behov for en ændring af støtten, men han vil ikke være med til at udlicitere P3.
- DR skal f. eks. ikke gøres dårligere, fordi andre dele af mediebranchen er i krise bl.a. på grund af finanskrisen. Derfor kan vi ikke acceptere en demontering af DR ved en kommerciel udlicitering af P3, som rapporten foreslår, eller af P2, som Kulturministeren har foreslået. Der er behov for et stærkt, dansk modsvar til det store udenlandske medieudbud, og det kræver et stærkt DR og stærke TV-2-regioner, der kan give alle danskere et godt og varieret medieudbud, skriver Mogens Jensen.
Hvad med Public Service?
Hos DR hilser generaldirektør Kenneth Plummer den nye rapport velkommen. Han efterlyser dog, at rapporten også forholder sig til mediernes betydning for danskerne, demokratiet, vores kultur og sprog, som Plummer anser for at være grundstenene i Public Service-begrebet.
Ikke overraskende er han ikke stemt for at udlicitere P3.
- Det er helt korrekt, at de kommercielle radioer har vanskelige vilkår i Danmark. DR har fra starten været tilhænger af større konkurrence på radiomarkedet. Med DAB får det kommercielle marked bedre vilkår. DAB er fremtiden radiostandard. Derfor bør vi fokusere mere på det kommercielle markeds muligheder på DAB, og ikke på hvordan man kan skabe et kommercielt marked på et FM som udfases, skriver Kenneth Plummer i en pressemeddelelse.
Advarer om smalt forlig
Forhandlingerne om medieforliget for 2011-2014 begynder først i det nye år. Mogens Jensen advarer på forhånd Kulturminsteren mod at indgå et smalt medieforlig.
- Hvis kulturministeren, som hun har antydet, går efter et smalt medieforlig, kan hun imødese andringer af et sådant efter et regeringsskifte, siger Mogens Jensen.