Vi er vilde med EU-nummerplader
16. okt. 2009 14.40 Penge
Opdat.: 16. okt. 2009 15.15To ud af tre danskere, der har skiftet nummerplade eller fået ny, siden det blev muligt at få dem i mandags, har valgt at få de nye EU-nummerplader.
Det viser helt nye tal fra Skat, som Newspaq har fået indsigt i.
Slipper for DK-mærkat
Fra mandag - hvor de nye plader kom på markedet - til fredag formiddag har 5.345 valgt at få en EU-nummerplade på deres bil. Til sammenligning har 2.435 valgt at få en nummerplade af den gamle slags, som vi kender dem.
Vi skal betale det samme for en nummerplade - uanset om den har EU-flag på eller ej. Forskellen er dog, at man ikke behøver at have et nationalitetsmærke klistret på bilen, hvis man vælger at få en EU-nummerplade.
Selvom mange har valgt de nye plader, så har EU-nummerpladerne ikke medført en bølge af henvendelser fra danskere, der kun kommer for at få EU-pladen.
Mere populære i Sverige
- Der kan godt være nogle ganske enkelte, der har henvendt sig for at få de nye plader - men vi har ekspederet et helt normalt antal nye nummerplader i denne uge, siger Bjarne Larsen, der er kontorchef i Skats Motorafdeling.
Danskerne har da heller ikke været så begejstrede for pladerne, som man på forhånd havde ventet. Da nummerpladerne blev introduceret i Sverige og Storbritannien ville kun hver femte have en gammeldags nummerplade. I Danmark er det hver tredje.
- Fordelingen er ikke som i Sverige og Storbritannien endnu - men der er ingen tvivl om, at EU-nummerpladerne på sigt er dem, der vil blive solgt flest af, siger Bjarne Larsen.