Her bor de dårligste betalere
19. okt. 2009 16.30 PengeFlere hundredetusinde danskere har så svært ved at betale deres regninger, at de bliver registreret som dårlige betalere.
Helt præcist er 202.923 personer registreret i Experians RKI Register for dårlige betalere, hvilket er det højeste tal i tre år.
Desuden skylder de dårlige betalere skylder flere og flere penge væk til flere og flere mennesker. I alt mangler de at betale regninger for otte en halv milliard kroner.
- Det er dybt bekymrende, siger Camilla Rose, kommunikationschef for Experians RKI Register.
Er du først optaget i RKI Registret, er det meget svært at låne penge.
Unge har problemer
Det er særligt de unge, der får lange regninger, som tegnebogen ikke er tyk nok til at dække. De 21-30 årige er nemlig den gruppe, som skylder flest penge væk.
- Alle erfaringer viser, at det er enormt farligt at opbygge en gæld allerede som ung. Det kan have en stor indflydelse på ens økonomiske situation resten af livet, siger Camilla Rose.
Der er også store regionale forskelle på, hvem der betaler regningerne til tiden.
De fleste skyldnere per indbygger bor i Region Sjælland, og allerflest skyldnere bor på Lolland.
Allerød er duksekommunen med færrest skyldnere per indbygger.
DR har udarbejdet et Danmarkskort over de kommuner, hvor der bor flest dårlige betalere. Kortet viser, at det sydlige Danmark har sværest ved at betale regningerne.