El-branchen: Du hjælper ikke miljøet ved at spare på strømmen
09. nov. 2009 07.00 PengeVi har alle lært, at vi skal spare på strømmen. Men det har ingen umiddelbar klimaeffekt, om køleskabet er en 50 år gammel strømsluger eller er det nyeste med energimærke A+. Sådan lyder budskabet nu fra el-branchens organisation Dansk Energi.
Årsagen er EU's fælles CO2-kvotesystem. Det bygger nemlig på, at kulkraftværkerne rundt omkring i Europa skal købe CO2-kvoter, hvis de vil forurene mere og kan sælge deres kvoter, hvis de forurener mindre.
Hvis en dansker skruer ned for strømmen derhjemme, betyder det blot, at det lokale kulkraftværk skal producere mindre strøm og altså købe færre CO2-kvoter.
Men det giver så kulkraftværker andre steder i Europa mulighed for at købe flere CO2-kvoter - for eksempel af de kraftværker, der har nogen til overs. Og så er vi lige vidt, hvad angår klimaet, siger Lars Agaard, direktør i Dansk Energi.
- Det er umiddelbart lige meget for klimaet, om du sparer på strømmen. Det betyder bare, at de europæiske CO2-kvoter bliver lidt billigere - og så er der bare en anden forbruger, der bruger tilsvarende mere strøm et andet sted i EU, siger Lars Aagaard.
På den lange bane hjælper det at skrue ned
Jørgen Abildgaard, der er tidligere toprådgiver for Miljøministeriet, er delvist enig. Kvotesystemet betyder på kort sigt, at det er lige meget for klimaet, om den private dansker skruer op eller ned for strømmen.
Men på lang sigt er det ikke lige meget, påpeger Jørgen Abildgaard. EU har nemlig lagt en køreplan, der betyder, at antallet af CO2-kvoter bliver reduceret mellem år 2013 til 2020. Kraftværkerne må altså sende mindre CO2 ud i atmosfæren om nogle år.
Jørgen Abildgaard mener, at hvis vi begynder at skrue ned for strømmen nu, så kan politikerne se, at de har opbakning til at være endnu mere ambitiøse. Og derfor kan de reducere antallet af CO2 kvoter endnu mere og endnu hurtigere, mener han.
Hør radioindslaget ved at klikke på linket til højre.