Forsvaret sælger grund til spotpris
18. dec. 2009 07.27 Penge
Opdat.: 18. dec. 2009 11.48Auderødlejren ved Arresø skulle have indbragt Forsvaret 60 millioner kroner. Nu har Finansministeriet overtaget naturperlen for sølle 14,9 millioner.
Salget fører nu til højlydt undren hos Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Grunden på 75 hektar skønt beliggende på et næs ud i Arresø med 38.000 kvadratmeter bygningsmasse inklusive svømmehaller, samt en lille havn er solgt for 14,9 millioner kroner.
Køber er statens ejendomsselskab Freja, som nu i ro og mag kan udvikle området til feriecenter og andre rekrative formål for derefter at sælge det igen. Fortjenesten går Forsvarets næse forbi - pengene tilgår Finansministeriet.
Tilmed er det Finansministeriets faste rådgiver, der har sat prisen på de 14,9 millioner, uden at Forsvaret gjorde indsigelse.
S: "Misinformation"
I 2004 blev det i det gamle Forsvarsforlig aftalt, at Søværnets grundskole i Auderød skulle flyttes til Frederikshavn og lejren sælges. Partierne bag forliget stillede sig tilfredse med, at Forsvarsministeriet anslog salgsværdien til 60 millioner kroner - penge som Forsvaret skulle disponere over.
Socialdemokraten Klaus Hækkerup, valgt i Nordsjælland, kastede sig ud i en kamp for at bevare arbejdspladserne i sit område, og rejste i mange spørgsmål tvivl om realismen i den høje salgspris.
I et af sine svar til Klaus Hækkerup fremhævede forsvarsminister Søren Gade i folketingssalen, at den offentlige ejendomsvurdering tilmed var oppe i 87 millioner.
- Forsvarsministeren skylder en forklaring, der er sket et massivt fejlskøn og måske endda misinformation af Folketinget, siger Klaus Hækkerup i dag.
En guldklump
Også Peter Skaarup, DF, undrer sig. Han kalder Auderødlejren "en guldklump"
- Der er tale om bristede forudsætning (for forliget, red.) siger Peter Skaarup.
Han bliver ikke mildere stemt af, at Søværnets nyanlæg i Frederikshavn til blandt andet aktiviteterne fra Auderød, er løbet op i 190 millioner kroner.
- Det er jo ikke første gang vi ser, at tingene ikke hænger sammen i Forsvarsministeriet, siger Peter Skaarup.
Ingen seriøse bud
Forsvarsminister Søren Gade har sendt DR Nyheder sin kommentar til kritikpunkterne på mail.
Han afviser Hækkerups anklager om et bevidst forløb eller misinformation.
Søværnets uddannelsesaktiviteter skulle samles, og det havde været dyrere i Auderød end i Frederikshavn, hvor der desuden i forvejen lå flere søværnsinstitutioner.
Søren Gade skriver, at han synes, Forsvaret har gjort en god handel - under de givne omstændigheder. I den periode, lejren var udbudt til salg, kom der kun et enkelt bud udefra - på 2,1 millioner kroner.
Auderød er vanskelig at prissætte, det har vist sig, at der ikke kunne bygges boliger på arealet, og siden 2004 har markedssituationen desuden ændret sig markant, fremhæver ministeren.