Forsvaret på kant med flysikkerhed
05. jan. 2010 20.32 Penge
Opdat.: 06. jan. 2010 07.48En omstridt Forsvarskontrakt til 700 millioner kroner er kommet i ny modvind.
Kontrakten skal sikre Forsvarets brug af civile fly til lufttransport af gods og soldater til og fra Afghanistan i en fem-årig periode, men den har fra starten været udsat for mange kritiske spørgsmål på Christiansborg.
Det er lejen af to 30 år gamle, russiske transportfly, der har ført til spørgsmål om især miljø og sikkerhed, og netop sikkerhed var genstand for et EU-indgreb lige før jul.
"Kombitransporter"
De to fly af mærket Ilyushin 76 blev sidste år taget i brug af Forsvaret, og da de er civilt indregistrerede og ejet af et civilt, lettisk selskab, fik de af Letlands luftfartsvæsen dispensation fra en regel om, at gods og passagerer af sikkerhedsgrunde ikke må transporteres på samme flyvning.
Reglen skal sikre passagererne mod at blive ramt af løsrevet gods ved turbulens, hård landing eller ligefrem havari.
Dispensationen var da heller ikke i orden. Før jul kom EUs lufttransportmyndighed EASA på kontrolbesøg hos lettiske luftfatsselskaber, og dispensationen til de to gamle russiske fly blev omgående stoppet.
Kan koste dyrt
For Forsvaret kan det blive problematisk, da det øger nødvendigheden af, at man indchartrer andre, civile fly til den rene persontransport.
IL-76-flyende er født til godstransport, men var ved dispensationen blevet tilført 48 passagersæder i kabinen.
Forbuddet mod den såkaldte kombitransport - blanding af personer og last - ventes også at gøre det sværere for Forsvaret at sælge overskydende kapacitet til andre NATO-lande, hvillket var en forudsætning for økonomien i projektet.
SLV: Ingen tvivl
I Forsvarskommandoen mener økonomidirektør Niels Godtfredsen ikke, der er noget problem, fordi transporterne er "militære", og så gælder andre regler.
Men det er Statens Luftfartsvæsen lodret uenig i.
- Det må være en misforståelse, siger SLVs informationschef Thorbjørn Ancher til DR Nyheder.
- Et civilt fly bliver ikke til et militært fly, bare fordi det anvendes militært, siger han.
I Folketinget bebuder den socialdemokratiske forsvarspolitiker Jens Christian Lund nye spørgsmål i sagen.
Sidste år stillede han op imod 60 spørgsmål til kontrakten og forsvarsminister Søren Gade var i samråd om en del af denne sværm af spørgsmål, hvoraf et af dem konkret handlede om kombitransporterne kunne være lovlige.
Miljøproblemer
Før jul afslørerede DR Nyheder, at de gamle russiske fly har et dobbelt til tre gange så højt brændstofforbrug som mere moderne fly.
Endnu et uafklaret problem for Forsvaret venter lige om hjørnet. Flyene støjer så meget, at de kun må lande på Flyvestation Karup, når de kommer til Danmark. Det sker på dispensation - en dispensation som udløber 31. januar.