Kommuner undlader udlicitering
25. jan. 2010 09.36 Penge
Opdat.: 25. jan. 2010 11.08Kommunerne stritter imod, når det handler om at private hænder skal overtage opgaver som ældrepleje og rengøring.
En analyse fra Udbudsrådet viser, at mere end hver tredje kommune end ikke overvejer, om opgaven kunne klares bedre og billigere af en privat virksomhed.
Udbudsrådet mener, at der er behov for en betydelig indsats, hvis konkurrencen om offentlige opgaver skal fungere optimalt.
Fremadrettet vil resultaterne af analysen kunne bidrage til, at Udbudsrådets arbejde for mere konkurrence om offentlige opgaver bliver målrettet og effektiv, mener man i Udbudsrådet.
For dyrt
Ifølge rapporten undlader hovedparten af de offentlige myndigheder at udbyde opgaver, fordi de vurderer, at der ikke er penge at spare, eller at opgaven simpelthen løses bedre i det offentlige.
Desuden holder omkostningerne ved selve udbudsrunden også mange tilbage, ligesom nogle frygter, at vigtige kompetencer i det offentlige går tabt.
Kommunerne mest modvillige
Udbudsrådets analyse konkluderer, at kommunerne stritter mere imod udlicitering end staten og regionerne.
Således er det mindre end 10 procent af kommunerne, der som standardprocedure undersøger mulighederne for at overdrage en opgave til private.
Regeringen vil tvinge kommunerne til at sende flere opgaver i udbud skriver Berlingske Tidende. Udbuddet i kommunerne skal stige med ét procentpoint om året hvert eneste år.
Næste år skal der således sendes serviceydelser for to milliarder kroner ekstra i udbud.