Toyotabiler kan blive tilbagekaldt
28. jan. 2010 11.04 PengeTilbagekaldelsen af millioner af biler produceret af den japanske bilgigant Toyota risikerer nu at ramme danske bilister.
Toyota har allerede tilbagekaldt 2,4 millioner biler på det amerikanske marked, og bilgiganten vurderer i øjeblikket, om det bliver nødvendigt at tilbagekalde modeller fra det europæiske marked.
- Det er korrekt, at vi nu kigger på de europæiske modeller, men det er endnu for tidligt at svare på, om vi tilbagekalder nogle af dem, siger René Mouritsen, informationschef hos Toyota Danmark A/S
Det er blandt andet en teknisk fejl, som får speederen til at sidde fast, der er årsagen til, at så mange biler bliver tilbagekaldt af den japanske bilproducent.
I USA er ni modeller blevet tilbagekaldt. En af dem er Toyotas firehjulstrækker RAV 4, som også er blevet solgt i Europa og Danmark.
Bilen er produceret på samme måde, hvad enten den er solgt i USA eller Europa, så det er derfor nærliggende at tro, at den også vil blive tilbagekaldt i Europa.
- Det er klart, at denne model ligger lige for. Men som sagt er det endnu for tidligt at konkludere noget, siger René Mouritsen.
Han understreger, at Toyota enten vil tage direkte kontakt til eventuelt berørte kunder, eller fortælle om tilbagekaldelsen gennem dagspressen.
- Det er klart, at det er skidt, at vi må tilbagekalde så mange biler med en fejl, men vi mener, at det er det eneste rigtige at gøre, siger René Mouritsen om de millioner af biler, som allerede er på vej tilbage mod fabrikken.