SKAT jagter kontanter i lufthavnen
29. jan. 2010 17.22 Penge
Opdat.: 01. feb. 2010 06.00En fogedforretning på stedet. Kontant afregning.
Sådan går det for flere og flere skatteskyldnere, når de prøver at rejse ud af landet med kontanter i håndbagagen, mavebæltet eller undertøjet.
Siden SKAT for et år siden introducerede den første "lufthavnsfoged" i Københavns lufthavn har det indbragt 3,8 millioner kroner i SKATs kasse, altsammen i kontanter, som opdages af personalet i sikkerhedskontrollen, eller som SKATs eget personale med forskellige metoder finder hos passagererne.
Rekorden i fundne kontanter hos en skatteskyldner på vej gennem lufthavnen: 352.000 kroner.
Lufthavnsfogederne er toldere, som har fået en efteruddannelse i fogedforretning, så det kan foregå på stedet, når nogen opdages med større kontantbeløb på sig og viser sig at skylde i skat.
- Det er penge, vi ellers ikke ville have fået inddrevet til SKAT, siger viceskattedirektør Jørgen B. Madsen til DR Nyheder.
Efterspil
Skyldnerne kan i mange tilfælde ikke regne med, at sagen er ude af verden, fordi skattegælden bliver betalt i lufthavnen.
- Vi undersøger hvor pengene kommer fra. Det kan være fra et strafbart forhold, sort økonomi eller socialbedrageri, siger Jørgen B. Madsen
Derfor inddrages andre myndigheder som kommuner, arbejdsdirektorat og politi ofte efter pengefundet.
Razziaer mod udvalgte afgange
SKAT bruger flere metoder for at opsnappe kontantbeløb i lufthavnen. Sikkerhedskontrollen indrapporterer pengefund til tolderne, men man bruger også overvågning og efterretninger fra andre myndigheder, danske som udenlandske, og så foregår der såkaldt "risikovurdering."
Det sidste betyder ifølge afdelingsleder i smuglerikontrollen Gitte Plambek, at man målrettet kan lave razziaer efter kontanter på hele flyafgange, når man af erfaring ved, at destinationen ofte tiltrækker passagerer, der medbringer rede penge i større omfang.
Typisk er der nemlig tale om penge, som smugles ud til understøttelse af familie i et udland, og hvis besidderne af pengene skylder i skat, falder hammeren, mens de står med boardingkortet i hånden.
Hunde sniffer penge
Endnu et våben er på vej til SKAT: Den første af tre pengehunde, der kan snuse sig frem til kontanter, er snart færdigtrænet, så den kan gøre toldernes bestand af narkohunde selskab.
Til pengehundens opvækst hører en hundekurv foret med ituklippede pengesedler leveret af Nationalbanken, og selv om hunden endnu ikke er helt klar, siges den at kunne kende forskel på lugten af euro og dollar.
116.000 euro i underbukserne
Man kan også komme i fedtefadet, selv om pengene er "hvide" og man ikke skylder SKAT noget. Nemlig i de situationer, hvor man medbringer valuta svarende til mere end 10.000 euro (75.000 kr.) i kontanter og har "glemt" at angive pengetransporten til SKAT.
Det skal man nemlig.
Tidligere gav en forseelse af den art en administrativ bøde på nogle få tusinde, men nu har SKAT skruet bissen på, fordi strafniveauet i andre EU-lande er væsentligt højere.
I en håndfuld prøvesager ved byretten har SKAT fået medhold til at konfiskere op til 75 procent af det opsnappede pengebeløb, og i en anden sag 50 procent.
De 75 procent blev taget fra en mand, der ville flyve til Dubai med cirka 1,5 millioner kroner i forskellig valuta, og de 50 procent fra en passager på vej til Tyrkiet med 116.000 euro - i underbukserne.
Sidstnævntes penge skulle hjem til familien, derfor blev straffen ikke så hård som i den første sag, som havde et skær af organiseret pengesmugling.
Millioner på spil
Den strammere kurs kan blive rigtig indtægtsgivende for statskassen. En opgørelse SKAT har lavet for DR Nyheder viser, at der i 2009 blev optaget 129 sager med et samlet indhold på 47 millioner kroner - 129 sager hvor den rejsende ville ud af landet med kontanter svarende til mere end 10.000 euro på sig.