Salt nok til den kommmende snestorm
01. feb. 2010 15.49 PengeBilister og andre trafikanter kan være ganske rolige, når den næste snestorm rammer landet. De danske saltlagre er endnu ikke udtømt.
- Vi går ikke i panik. Der er selvfølgelig pres på saltlagrene på grund af den hårde vinter, me der er stadig salt nok. Det siger Mette Lundorf, kommunikationschef i Vejdriektoratet, til Ritzau.
Vejdirektoratet mødtes i dag med saltleverndører og kommuner for at få et overblik over salt-situationen. Der var dog ikke tale om et krisemøde fastslår Mette Lundorf.
- Vi gør dog alt for at finde ud af, hvordan vi kan bruge saltet på den bedste måde, siger hun.
Presset på de danske saltlagre er i den grad til at få øje på. Indtil videre er der allerede brugt 75.000 ton salt, hvor der på en normal vinter kun bliver brugt 30.000 ton.
Og ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er vinteren langt fra slut. Danmark vil blive ramt at endnu en snestorm tirsdag.
Kim Gosvig Hansen er salgskonsulent hos GC Rieber Salt i Fredericia. Han mener, at danskerne skal forberede sig på mange glatte veje den kommende tid.
I modsætning til Vejdirektoratet mener han ikke, at der er salt nok til at dække hele kongeriget.
- Situationen er meget stram lige nu. Vi har kun en lille smule salt, som vi fordeler til dem, vi har kontrakt med, deriblandt Vejdirektoratet. Men der er ikke nok, siger Kim Gosvig Hansen, og fortsætter:
- Der er mange entreprenører og andre private, der har med snerydning at gøre, som ingenting får.
Kim Gosvig Hansen vurderer, at der kun vil være salt til motorvejene og andre store hovedfærdselsårer.