Bliv it-nørd og scor kassen
02. feb. 2010 11.05 PengeHvis du udelukkende går efter at få mange klejner i lønposen, så skal du jagte et job i it-branchen. Det viser HK's nyeste lønstatistik.
HK'ere, der arbejder med support og udvikling inden for IT, får godt 36.000 kroner i gennemsnit om måneden. Størstedelen af HK's medlemmer kan deles op i tre overordnede faggrupper, og der er store lønforskelle imellem fagene.
It og teknik scorer højt
Inden for Teknik, IT og Laboratorium er lønningerne klart højest. Udover IT-medarbejdere, har grafikere og medarbejdere inden for laboratoriearbejde nemlig også en god månedsløn i gennemsnit 30.000 kroner om måneden.
Inden for Administration og økonomi har medarbejderne en middelløn, mens de lavestlønnede HK’ere arbejder inden for Handel og forretningsservice. Blandt andet ekspedienter, der i gennemsnit tjener 20.179 kroner om måneden.
Løn er ikke alt
Kim Simonsen, forbundsformand i HK understreger, at der jo er mange andre faktorer end løn, der er vigtige for, om man er glad for sit job.
- Det handler jo meget om godt arbejdsmiljø og mulighederne for udvikling i jobbet. Men når det er sagt, må man sige, at statistikken viser, uddannelse betaler sig. Det er i specialfunktioner, man får de højeste lønninger, siger han.