Danske banker kæmper mod dårligt rygte
05. feb. 2010 06.00 PengeBankskandalerne har været rigelige de seneste år. Der har været Bank Trelleborg, som Sydbank overtog, Roskilde Bank, som statens selskab for bankskrald, Finansiel Stabilitet, måtte overtage de dårlige dele af og EBH Bank, som ligeledes har endt sine dage hos Finansiel Stabilitet.
Der var Forstædernes Bank, som Nykredit overtog og Fionia Bank, som Nordea har overtaget den sunde del af, mens Finansiel Stabilitet igen har måtte tage skraldet.
Så var der historien om Amagerbanken, som blev reddet på stregen og Skælskør Bank, som også formåede at rejse ekstra penge hos aktionærerne.
Hos Standard & Poors, der er et af verdens største kreditvurderingsbureauer, vurderer kreditanalytiker for de nordiske banker, Louise Lundberg, at de dårlige historier har ramt hele branchen herhjemme. Især de mindre og mellemstore banker.
- Der har været et antal sager med mindre danske banker, og det har haft indflydelse på andre bankers rygte. Så jeg er ret sikker på, at finansieringsomkostningerne er blevet højere for de mindre banker, og at deres muligheder har været færre. Så de mindre banker er blevet hårdere ramt af det, som er sket i Danmark og af den finansierings- og likviditetsmangel, vi har været igennem.
Peter Erling Nielsen, lektor ved Københavns Universitet, er ikke fuldstændig enig med Louise Lundberg, men han medgiver, at nogle af sagerne har sat bankerne i et dårligt lys.
- Det har jo ikke gavnet nogen, at der var et antal små og mellemstore banker som gik ned og gik ned på en måde, hvor man må sige, at deres forretningsmodel var yderst kritisabel. Sagerne om Roskilde Bank og EBH og andre sager har skadet danske banker, siger Peter Erling Nielsen.
Han sætter dog sin lid til, at bankernes årregnskaber, som netop er begyndt at tikke ind, kan redde rygtet for en del af bankerne.
- Mon ikke man vil anlægge en individuel vurdering på bankerne, når de efterhånden får et behov for kapitaldækning, som de skal have tilfredsstillet, siger Peter Erling Nielsen.