Kæmpetab i Amagerbanken
04. feb. 2010 16.38 PengeDen kriseramte Amagerbank kom også ud af 2009 med alvorlige økonomiske skrammer.
Nedskrivinger på udlån er på hele 1.097 millioner kroner. Banken skriver, at tabene skyldes de stadigt svage konjunkturforhold og forøgede nedskrivninger på enkelte større engagementer.
Amagerbankens administrerende direktør, Jørgen Brændstrup, oplyser dog, at bankens fortsatte drift ikke er truet.
- Banken er tilfreds med basisindtjeningen før nedskrivninger, men kan selvsagt ikke være tilfreds med de høje nedskrivninger, der fortsat relaterer sig til ejendomsmarkedet og de finansielle aktiver banken har finansieret. 2010 forventes ligeledes at indeholde udfordringer, men med bankens styrkede kapitalgrundlag er banken godt rustet til fremtiden, udtaler adm. direktør Jørgen Brændstrup.
Men han oplyser, at der ikke er problemer med at leve op til Finanstilsynets solvenskrav.
- Ud fra det nuværende kapitalgrundlag vil banken alt andet lige kunne tåle yderligere nedskrivninger på indtil omkring 2,1 milliarder kroner henholdsvis cirke 1,4 milliarder kroner med og uden fradrag i solvenskravet uden at komme under bankens nu opgjorte individuelle solvensbehov, siger Jørgen Brændstrup.