Prisen på firhjulstrækkere dykker
04. feb. 2010 22.10 PengePå bare et halvt år er nogle firhjulstrækkere faldet med mere end 20 procent i værdi, skriver Jyllands-Posten.
Det har således aldrig været mere fordelagtigt at være bilkøber på jagt efter en nyere brugt firhjulstrækker, og det gælder, uanset om bilen er på gule eller hvide plader.
De firhjulstrukne og ofte temmeligt forslugne biler hårdt ramt af dårligt image på grund af klimadebatten.
Begyndte allerede i 2007
Værste eksempel er VW's store satsning på luksusfirhjulstrækkeren VW Touareg, som i gennemsnit er faldet med 25 procent på gule plader. Det betyder, at man i dag kan få et eksemplar på gule plader med moms for mindre end 150.000 kroner selv med et rimeligt kilometertal.
Selvom prisfaldene er taget til i 2009, begyndte nedturen for de engang så populære firhjulstrækkere allerede i marts 2007, da regeringen gennemførte en reform, som gjorde det langt mindre fordelagtigt at købe en stor bil på gule plader.