Forsikringssselskaber opdager snyd på Facebook
08. feb. 2010 11.37 PengeHvis du anmelder en skade til dit forsikringsselskab, så kan det ikke udelukkes, at selskabet lige klikker ind på Facebook for at se, om der står noget på din profil, som kan afsløre, om du fusker.
Det gør i hvert fald flere norske forsikringsselskaber, skriver det norske erhvervssite Dagens Næringsliv ifølge Business.dk.
Nægtet at udbetale 136 millioner kroner
Gennem de sidste fire år har det norske forsikringsselskab Gjensidige, som har overtaget danske Fair Forsikring, nægtet at udbetale hvad der svarer til 136 millioner danske kroner til personer, det mener, har forsøgt forsikringssvindel.
- Vi finder mere og mere på disse netsteder. Folk lægger jo i stigende grad flere oplysninger ud om sig selv, blandt andet billeder, der stemmer dårligt overens med, hvad de har oplyst til os, siger Vera Sønsthagen, som undersøger forsikringsfusk i selskabet Gjensidige.
Som eksempel krævede en mand ifølge Dagens Næringsliv forsikringspenge efter en bilulykke. Desværre fik han ingen penge, da han havde lagt billeder ud på Facebook, hvor han dykker i Det Røde Hav samtidig med, at ulykken skulle være sket.
Kriminelle forsøger svindel
Ifølge Dagens Næringsliv er det et stigende problem, at kriminelle og stofmisbrugere forsøger forsikringssvindel.
- Man skal jo røve temmelig mange kiosker med en betydelig større risiko for at komme op på et lignende beløb, siger Sønsthagen.