700 kroner om måneden til chauffører
02. mar. 2010 09.34 PengeDen nye transportoverenskomst giver en chauffør eller lagerarbejder 700 kroner mere i løn om måneden. Inklusiv feriepenge og pension er det 900 kroner i alt.
Det sker via forhøjelse af grundlønnen med 1,60 kroner i timen 1. marts i år. Og 2,25 kroner per 1. marts 2011. Dertil hæves anciennitet tillægget med 0,50 kroner per 1. marts 2011. Det giver en samlet stigning i timelønnen på 4,35 kroner inklusiv anciennitetstillæg.
Løndumping
Et punkt som især er vigtigt for 3F er, at der et indgået nogle aftaler, som skal hindre løndumping. Ifølge fagforeningen får tillidsrepræsentanter og 3F får ret til at tjekke lønsedler og andre oplysninger om ansættelser, hvis der er formodning om snyd og underbetaling. løndumping.
3F får også mulighed for at se, hvem der er underleverandører for virksomheder, der er medlem af DI. Det giver ifølge 3F mulighed for tidlig dialog og for at tegne overenskomster med firmaerne, så østeuropæiske lavprislønninger forhindres.
DI og 3F har en fælles interesse i at stoppe for eksempel ulovlige transporter udført af udenlandske lastbiler i Danmark. Organisationerne vil derfor arbejde sammen for styrke indsatsen fra myndighederne, herunder en skæret kontrol af virksomhedernes godskørselstilladelser.
Mere tryghed
Som noget nyt får ansatte med mindst tre års anciennitet ret til fratrædelsesgodtgørelse. Godtgørelsen er på 5.000 kroner, hvis man har været ansat i tre år.
10.000 kroner, hvis man har været ansat i seks år, og 15.000 kroner, hvis man har været ansat i otte år eller mere.
Helbredstjek ved natarbejde
Ansatte med natarbejde får ret til en gratis helbredsundersøgelse Der sættes desuden penge af til videre forskning i konsekvenserne af natarbejde.
I 2011 forlænges perioden med betalt barselsorlov med 1 uge til moderen og 1 uge til faderen.
Lærlinge og elever, der ikke allerede er omfattet af pensions- eller forsikringsordninger, vil fremover have krav på invalidepension, invalidesum, forsikring ved kritisk sygdom og død.
Hovedelementerne i en ny aftale mellem 3F Transport og DI om en ny toårig overenskomst gældende fra 1. marts 2010 til 1. marts 2012