Boligøkonom: Man skal bare sige nå
09. mar. 2010 12.15 PengeSelvom en del økonomisk pressede boligejere måske er vågnet op til et chok over de nye lave ejendomsvurderinger, er der ingen grund til at gå i panik.
Det siger boligøkonom Jens Lunde fra CBS, Handelshøjskolen i København.
- Man skal bare sige nå. Man er jo hverken blevet rigere eller fattigere af den offentlige ejendomsvurdering, siger han.
Han minder om, at man godt kan få mere for sit hus eller sin lejlighed ved et salg, hvis den har særlige kvaliteter eller finesser, da den offentlige vurdering er en gennemsnitsvurdering, som i øvrigt ofte ligger 5-10 pct. under handelsværdien.
Fald på over 30 pct. siden 2007
Ifølge nye tal fra Skat er ejendomsværdien vurderet ned i hele landet i forhold til sidste vurdering i 2007, hvor boligpriserne var på deres højeste. Men det er meget forskelligt hvor meget, de er vurderet ned.
I hovedstadsområdet og i Nordøstsjælland, hvor priserne steg i raketfart op til 2007, er de også faldet mest, og derfor er det heller ikke så underligt, at det også er her, man nu ser den kraftigste bevægelse nedad i den offentlige vurdering, siger Jens Lunde.
For eksempel vurderes ejerlejligheder i København 28 pct. lavere nu end i 2007, men kun fire pct. lavere i Vestjylland og 14 pct. lavere i Sønderjylland.
Teknisk insolvente bør holde ud
De uheldige boligejere, som købte, mens priserne var på toppen, og i dag er teknisk insolvente, skal bide tænderne sammen og holde ud, hvis de overhovedet kan, siger Jens Lunde.
- De står i en meget vanskelig situation og er reelt stavnsbundet. De kan dårligt tilpasse deres økonomi ved f.eks at flytte til en lejet lejlighed, for de kommer til at slæbe gælden med, som skal betales med dyre banklån, hvor de trods alt sidder med billigere realkreditlån nu, siger Jens Lunde.