Rygepauser irriterer kollegaen
15. mar. 2010 10.25 PengeEn ryger holder løbende små pauser dagen igennem, når der skal pulses i rygegården eller rygerummet.
Og det er ikke i orden, hvis man skal tro en måling, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge meningsmålingen er 52 procent af danskerne enten 'meget imod' eller 'lidt imod', at kolleger bruger arbejdstiden på nikotinindtag.
Det er ikke røgen, der generer flertallet. Rygning foregår i dag udenfor eller i rygerum, men rygepauserne tager tid fra det arbejde, rygerne ellers skulle lave.
Lis Lyngbjerg Steffensen, der underviser i ledelse og stress, er ikke overrasket over målingen.
- Dem, der ikke ryger, sidder ofte tilbage og tænker: 'Nu tager jeg slæbet, mens rygerne er ude og muntre sig. Jeg får jo ikke sådan en pause på 10 minutter, hvor jeg får besked på at holde pause.' Men pauser er ikke noget, man får, det er noget, man selv skal tage, siger Lis Lyngbjerg Steffensen til Newspaq.
Psykolog og direktør i Center for Stress og Trivsel, Jeanett Bonnichsen, er enig.
- Folk er så pressede, at de er politimænd for hinanden, og selvfølgelig holder vi også øje med, hvor længe folk holder rygepauser, siger hun til Newspaq.
Pauser er godt
Pauser er ikke bare spild af tid - pauser er nødvendige for, at vi kan arbejde effektivt, understreger de to stresseksperter.
- Det, at slippe arbejdet i fem minutter, betyder, at hjernen får koblet af, og man får bevæget kroppen. Og måske får man også sludret lidt med en kollega, siger Lis Lyngbjerg Steffensen, der har skrevet flere bøger om stress og ledelse.
Holder vi ikke rygepauser, skal vi derfor holde mindst to kaffe- eller måske chokoladepauser i løbet af en dag plus en lang frokostpause.