Pixmania.com meldt til myndigheder
15. mar. 2010 12.41 PengeNetsiden Pixmania har fået flere klager og dårlig omtale i medierne. Og efter at forbrugerombudsmanden har kigget nærmere på Pixmania, har han nu besluttet at melde den franske virksomhed til myndighederne i dens hjemland.
Pixmania markedsfører sig direkte over for danske forbrugere gennem en dansksproget hjemmeside, og det betyder, at forbrugerne er beskyttet af de danske regler.
Men det er ikke det indtryk man får på Pixmanias hjemmeside. Her fremgår det, at det er de franske regler, som gælder. Ifølge hjemmesiden er Handelsretten i Paris også udpeget som den domstol, hvor en retssag mellem parterne skal føres.
Fralægger sig ansvar
Der er også problemer med netsidens oplysninger om reklamationsretten, når der er en mangel ved den vare, forbrugeren har købt, og det forhold, at Pixmania generelt fralægger sig ansvaret for en række informationer om varerne på sin hjemmeside og for forsinket levering.
- Det er mit indtryk, at danske forbrugere kan have problemer med at få de rettigheder, de har krav på, når de handler med Pixmania. Jeg er derfor glad for den mulighed, det europæiske samarbejde giver mig for at anmode de franske myndigheder om at sørge for, at hjemmesiden bliver rettet, siger Henrik Øe i en pressemeddelelse.
Franske myndigheder kan rejse sagen
Det er nu op til de franske myndigheder at rejse sagen over for Pixmania. Pixmania har efterfølgende oplyst telefonisk, at virksomheden er indstillet på at ændre de forhold, som Forbrugerombudsmanden har rejst over for de franske myndigheder.
Forbrugere, der i forbindelse med køb af en vare hos Pixmania, oplever konkrete problemer, kan i første omgang henvende sig til Forbruger Europa, som hjælper forbrugere, der handler over grænserne inden for EU.