Statslig forsikring redder 7.000 jobs
15. mar. 2010 16.03 Penge
Opdat.: 16. mar. 2010 05.00I efteråret 2008 fik danske eksporterende virksomheder et akut problem: Forsikringer blev opsagt på stribe af forsikringsselskaber, der i lyset af finanskrisen ikke længere turde tro på ellers solide udenlandske kunders kreditværdighed.
Det forsøgte politikerne gennem Kreditpakken i januar 2009 at råde bod på med en statslig forsikringsordning, og den har ifølge Dansk Industri været en stor succes. Erhvervslivets organisation skønner, at ordningen har reddet mellem 5.000 og 7.000 danske arbejdspladser og sikret eksport for cirka otte milliarder kroner.
Eksport uden tab
En af de virksomheder, der oplevede at stå foran eksport af værdifulde varer med opsagte forsikringer af kundernes kreditværdighed, var Hornslet Møbelfabrik.
Administrerende direktør Jørgen Thomsen fortæller, at med et slag var eksporten til kunder i USA, Canada og Storbritannien ikke forsikret, og det kunne have medført store tab, hvis en løsning ikke havde vist sig.
- Men så kom heldigvis den statslige genforsikringsordning gennem Eksportkreditfonden. Ganske vist skal vi her betale en højere præmie, ligesom vi har en større selvrisiko end i vores gamle forsikring, men alternativet havde været store tab, eller at konkurrenter var løbet med ordrerne, siger Jørgen Thomsen.
Han tilføjer, at ingen af de kunder, virksomheden har eksporteret til, har haft problemer med at betale rettidigt for varerne.
DI: Ordning skal fortsætte
Selv om ordningen i Kreditpakken kun var sat til at løbe frem til udgangen af i år, skønner både direktør Thomas Bustrup fra Dansk Industri og videdirektør Erik Skovgaard Nielsen fra kreditforsikringsselskabet Atradius, at det bliver nødvendigt at forlænge ordningen.
- Vi ser ganske vist markedet bevæge sig mod mere normaliserede tilstande, men det går langsomt, og mit gæt vil være, at ordningen bliver forlænget til at vare hele 2011 med, siger Erik Skovgaard Nielsen.
Trods anbefalingerne af ordningen er det dog ikke alle virksomheder, der får tilsagn om den statslige rygdækning af eksporten: Kun 60 procent af ansøgningerne til ordningen bliver imødekommet. De øvrige 40 procent skønnes at rette sig mod projekter til markeder, der er for usikre at kreditforsikre.