Penge til skolebyggeri brugt til andet
16. mar. 2010 08.02 PengeKommunerne sætter millarder af kroner af til at renovere skoler, plejehjem og bygge veje. Men de bruger pengene på alt muligt andet.
En undersøgelse fra Dansk Byggeri viser, at kommunerne i perioden 2000 til 2008 brugte 17 procent mindre på bygninger og infrastruktur, end de havde budgetteret med. Det svarer til 12 milliarder kroner. Og det betyder altså også, at Dansk Byggeris medlemmer har fået færre opgaver.
Den kommunale nedprioritering af byggeriopgaver kommer ikke bag på, Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri: Vi har vidst det længe
- Det er det, vi har haft på fornemmelsen hele tiden. Men denne her analyse har bare bekræftet det, siger han til DR Nyheder.
Kommunerne forsvarer sig med, at de under højkonkjunturen bare efterlevede regeringens anbefalinger om at dæmpe aktiviteten. Men den forklaring er Dansk Byggeri ikke tilfreds med.
- Det er dybt bekymrende som skatteborger. Fordi vi ved, at hvis bygningerne bare får lov til at stå til for længe, skal de på et tidspunkt i stedet genoprettes, og det er 30 procent dyrere.