Stewardesser skal lære kampsport
16. mar. 2010 14.35 PengeMåske skal du passe på, næste gang du er uhøflig overfor en stewardesse - det kan være, hun svarer tilbage med et karatespark.
Amerikanske stewardesser og stewarder vil nemlig lære kampsport, så de kan uskadeliggøre eventuelle terrorister om bord på flyet.
Det amerikanske kabinepersonales fagforening, AFA, arbejder for at få obligatorisk kampsportstræning som en del af en ny lov om terrorbekæmpelse.
Danske kolleger holder sig i ro
Men det er ikke noget for deres danske kolleger, man burde i stedet højne sikkerheden i lufthavnen, siger Verner Lundtoft Jensen, formand for de danske kabinefolks fagforening, CAU.
- Der har været et tiltagende problem om bord med for eksempel fulde passagerer, som bliver ubehagelige og vil slås. Det sker jævnligt - heldigvis ikke så meget på vores fly. Men løsningen på problemet ligger i lufthavnen, siger den danske formand.
Mand forsøgte at antænde sprængstof
De amerikanske kabinefolks forslag kommer blandt andet efter, at en mand i julen 2009 blev overmandet i et fly, da han forsøgte at antænde noget sprængstof på vej til USA.
Ifølge avisen LA Times vil de amerikanske kabinefolks fagforening have den amerikanske kongres til at afsætte penge til blandt andet kampsportstræning, når de om kort tid skal vedtage en ny lov om øget terrorbekæmpelse i lufthavne og på fly.