Dansk innovation står i stampe
18. mar. 2010 16.52 PengeSelv om Danmark fortsat vurderes som et af de mest innovative lande, er den danske innovation gået i stå i forhold til året før. Der er tale om status quo, viser en ny undersøgelse, European Innovation Scoreboard 2009, som EU-Kommissionen står bag.
I opgørelsen, der baserer sig på en lang række målepunkter, hører Danmark med i frontgruppen, der føres an af Sverige fulgt af Finland, Tyskland og Storbritannien. Men både Danmark og Storbritannien står stille i forhold til 2008, mens lande som Finland og Tyskland øger deres forspring.
Danmarks skal leve af innovationsevnen
Situationen vækker nogen bekymring i organisationen Dansk Erhverv.
- Der er gået stilstand i vores innovationskraft, og vi er gået fra en fjerdeplads sidste år til en femteplads i år, siger Christian Ohm, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Han peger på, at Danmark skal leve af innovationsevnen, fordi den kan styrke både serviceproduktion, produkter og produktivitet i den globale konkurrence. - Derfor er det et advarselssignal, når Danmark fortsat ligger uden for. Den primære årsag er, at andelen af innovative virksomheder i landet er faldet mere end i andre europæiske lande, siger Christian Ohm.
Dansk Erhverv sætter sit håb til den nye Fornyelsesfond. Men Christian Ohm advarer om, at der vil være brug for, at fonden fokuserer på fremtidens erhverv inden for service og andre vækstmiljøer.