Selskaber fanget i dyr momsklemme
19. apr. 2010 07.44 PengeDen økonomiske krise betyder, at flere tusinde virksomheder betaler et trecifret millionbeløb i moms om året, selvom de ikke har nogen indtægt, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det vurderer revisionshuset Deloitte, som peger på, at bureaukratiske regler betyder, at det ikke kan svare sig at forsøge at få momsen refunderet.
Virksomhederne bliver ramt af, at de skal betale moms til staten, når de udsender regninger.
Hvis kunderne ikke betaler, har virksomhederne krav på at få momsen refunderet. Men det kan være en dyr affære.
- Virksomheder kan først få momsen tilbage, når skyldneren er erklæret insolvent, for eksempel i fogedretten. Men det er dyrt og kan nemt tage over et år. Vi ser i mange tilfælde, at virksomhederne i stedet tager tabet. Det betyder, at de heller ikke kan få momsen tilbage. På den måde bliver de ramt dobbelt, siger Lars Loftager Rasmussen, partner i Deloitte, til Jyllands-Posten.
´
Selskaberne ender med en regning, fordi de skal indkræve moms for statskassen.
- Det er egentlig kunden, som skal betale momsen. Men finanskrisen har betydet, at der er langt flere dårligere betalere end normalt. Derfor bliver stadig flere virksomheder klemt af momsreglerne. Et kvalificeret bud er, at det koster dem et trecifret millionbeløb om året, vurderer Lars Loftager Rasmussen over for Jyllands-Posten.