Udenlandsk arbejdskraft kommer til Danmark
15. jun. 2010 23.20 PengeTrods økonomisk krise, faldende beskæftigelse og stigende ledighed er tilgangen af udenlandsk arbejdskraft på det danske arbejdsmarked steget de seneste år. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I perioden fra januar til marts 2010 var der godt 42.600 udenlandske medarbejdere på det danske arbejdsmarked. Det er 11 pct. flere end i den tilsvarende periode i 2008, da finanskrisen endnu ikke for alvor var brudt ud.
At de udenlandske medarbejdere tilsyneladende ikke har forladt Danmark i takt med krisens udbrud, kommer bag på arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet.
- Umiddelbart skulle man tro, at mange rejser hjem, fordi de mister deres arbejde, når krisen vælter ind over Danmark, siger Flemming Ibsen til Jyllands-Posten.
På det private arbejdsmarked er stigningen i omfanget af udenlandsk arbejdskraft først og fremmest sket inden for områderne erhvervsservice (plus 32 procent), handel og transport (plus 16 procent) samt information og kommunikation (plus 30 procent).
- På det private område kan det handle om, at virksomheder bliver markant presset og nedbringer omkostningerne ved at erstatte dansk arbejdskraft med udenlandsk arbejdskraft på et lavere lønniveau, siger Flemming Ibsen til Jyllands-Posten.