Kommuner taber stort på valutalån
27. aug. 2010 19.30 PengeEn række danske kommuner betaler nu dyrt for at have lånt penge i schweizerfranc. 34 kommuner havde ved udgangen af 2009 lån i schweizerfranc for 2,9 milliarder kroner. Kommunernes samlede lån i udenlandsk valuta er omkring seks milliarder kroner, skriver magasinet Kommunen.
Kritikere, blandt andre nationalbankdirektør Nils Bernstein, kalder det ren spekulation og fuldstændig uacceptabelt. Formanden for Folketingets finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl (DF), er parat til at ændre loven.
Kommuner er blevet fristet af den lave rente i Schweiz, alligevel har det været en dårlig forretning, for siden årsskiftet er den hårde valuta blevet endnu dyrere og er steget med 14,1 procent. Dermed er kommunernes gæld til de schweiziske banker steget med omkring 400 millioner kroner alene i årets første otte måneder.
"Ren spekulation"
Mest låneivrig er Vejle Kommune, som ved årsskiftet skyldte 454 millioner kroner, som er lånt i schweizerfranc, mens Guldborgsund Kommune på andenpladsen skyldte 382 millioner kroner.
Nationalbankdirektør Nils Bernstein kalder det "ren spekulation" at optage lån i schweizerfranc, fordi valutaen er forbundet med en betydelig risiko.
- Det er min opfattelse, at det ikke er en kommunal opgave at foretage finansiel spekulation, siger Nils Bernstein til Kommunen.
Godt købmandskab
Nationalbankdirektøren støttes af professor i finansiering ved CBS Handelshøjskolen, Finn Ørstrup, som betegner kommunernes udlandslån som "fuldstændig uacceptabelt".
Ressourcedirektør i Guldborgsund, Ole Jakobsen, afviser kritikken. Han mener derimod, at det er godt købmandskab at placere en del af kommunens lån i schweizerfranc med en betydelig lavere rente.
Siden 1999 har Guldborgsund haft lån i schweizerfranc, og det har ifølge Ole Jakobsen været en "fornuftig investering".
DF vil ændre loven
Ikke alle kommuner tager dog schweizerfrancens himmelflugt lige roligt. Faxe Kommune valgt derfor i juni at omlægge 27 millioner af et lån på 80 millioner kroner i schweizerfranc. Det gav kommunen et tab på to millioner kroner.
Formanden for Folketingets finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl (DF), er overrasket over omfanget af kommunernes lån i fremmed valuta.. Han mener ikke, at kommunerne skal spekulere for skatteydernes penge.
Thulesen Dahl vil nu tale med finansminister Claus Hjort Frederiksen om at ændre love, så kommunernes mulighed for at optage spekulative lån begrænses.
De ti kommuner, som skylder mest i schweizerfranc
| Vejle |
|
454 mio. kr. |
| Guldborgsund |
|
382 mio. kr. |
| Hvidovre |
|
245 mio. kr. |
| Odense |
|
166 mio. kr. |
| Ishøj |
|
166 mio. kr. |
| Fredericia |
|
161 mio. kr. |
| Aalborg |
|
143 mio. kr. |
| Esbjerg |
|
140 mio. kr. |
| Næstved |
|
138 mio. kr. |
| Syddjurs |
|
105 mio. kr. |
I alt 42 kommuner har ifølge magasinet Kommunen haft lån i schweizerfranc.
Ved udgangen af 2009 havde 34 af kommunerne lån i schweizerfranc for knap 2,9 milliarder kroner.