Topøkonomer: Sådan ser fremtiden ud
31. aug. 2010 11.40 PengeHvordan vil verdensøkonomien udvikle sig i den kommende tid? Får vi endnu en recession, vil arbejdsløsheden stige, eller vil økonomien rette sig og væksten ryge i vejret igen?
DR Nyheder har bedt økonomer fra to af landets største banker - cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian og aktieanalysechef i Sydbank, Bjørn Schwarz - om at tage et kig ind i krystalkuglen og komme med et bud på, hvor vi er på vej hen.
Får vi et double dip?
Double dip er et udtryk for en situation, hvor man efter en periode med recession og efterfølgende vækst i økonomien igen får en ny krise eller et nyt dyk i økonomien.
Double dip er blevet det nye "in"-udtryk på meget kort tid, da flere økonomier frygter, at en stribe dårlige nøgletal fra USA - der blandt andet viser, at boligpriserne falder og arbejdsløsheden stiger - tyder på, at det kan gå den vej.
Men ifølge Bjørn Schwarz fra Sydbank er et double dip ikke det mest sandsynlige scenarium.
- Vi forventer ikke noget double dip. Vi har ganske vist set svaghedstegn fra USA, men centralbanken har gjort det klart, at man er villig til at løbe økonomien i gang. Så en situation, hvor man havner i kraftig gloabl nedtur, er usandsynlig. Det er et skrækscenarium, siger han til DR Nyheder.
Bocian: Sandsynlighed for double dip er 10 procent
Steen Bocian fra Danske Bank er enig. Han vurderer sandsynligheden for et double dip til at være omkring 10 procent.
- Et double dip ville være den situation, hvor vi får en markant recession oven på den anden recession, vi har været igennem. Der ville komme et dyk i BNP og øget ledighed, siger han og fortsætter:
- Der har været meget fokus på svage nøgletal fra fra USA og skuffende tal for arbejdsmarkedet i USA. Men risikoen for double dip er alligevel ikke det, jeg vil tillægge størst vægt. Jeg tror, at økonomien går ned i kadence i andet halvår af 2010. Men vi får ikke en ny krise a la den vi lige har været igennem, siger Steen Bocian.
Andet scenarie - fremad, men langsomt
Begge økonomer er til gengæld klar til at odd'se på et andet scenarium, som går på, at vi får en længere periode med vækst - men lav vækst.
Bjørn Schwarz fra Sydbank beskriver det således:
- Mit andet scenarium er det, man kan kalde neutralt. Det er moderat vækst, altså en positiv - men lavere vækst. Her vil det være lande i Fjernøsten, Latinamerika og Østeuropa, der trækker i den rigtige retning. Mens vi vil se en lav positiv vækst i USA og Eurolandene, siger han.
Bocian: Længere periode med lav vækst
Også Steen Bocian vurderer, at det mest sandsynlige scenarium er, at vi lander i en periode med vækst - men ikke høj vækst. Sandsynligheden er ifølge ham 65 procent for den mulighed:
- Det er ikke usædvanligt, at en økonomisk genopretning mister momentum efter en periode. Vi håber og tror, at vi lige nu er vidne til et sådant dyk i væksten, men at blandt andet det amerikanske arbejdsmarked vil være med til at sikre, at der ikke bliver tale om indgangen til en ny krise, siger han og fortsætter:
- Væksten vil dog over de kommende år blive holdt nede af den demografiske udvikling i Europa og behovet for at få styr på de offentlige finanser.
De to økonomer har dog hver deres bud på et tredje scenarie.
Lyserødt eller skræk-scenarie
Bjørn Schwarz peger på, at der er en - omend lille - mulighed for, at økonomien retter sig og alt går den helt rigtige vej.
- Det er det meget lyserøde scenarie, hvor forbrugerne går i gang med at forbruge, virksomhederne begynder at investere. Ledigheden går ned og boligpriserne går op. Det er ikke det, vi vurderer, der vil ske. Men det er da en mulighed, siger han.
Skrækscenarie: Japan light
Steen Bocian har dog et mere dystert bud som tredje mulighed.
- Jeg er mere bekymret for, at vi står over for en lang periode med meget lav vækst. Ikke nødvendigvis nulvækst, men så lav vækst, at ledigheden vil forblive høj og måske endda stige yderligere, siger han og fortsætter:
- En sådan tilstand vil blive oplevet som en light version af det, Japan har været igennem de seneste 20 år. Det er måske knap så giftigt på den korte bane som et dobbelt dip - men det trækker til gengæld længere ud, slutter Steen Bocian.