GN Store Nord foran skæbnedag
02. sep. 2010 16.07 PengeFredag kan blive lettelsens eller skuffelsens dag for GN Store Nord.
Ifølge planen falder der nemlig dom i en retssag, der kan indbringe selskabet 5 millarder kroner.
Det bekræfter selskabet i en meddelelse torsdag, efter at rygtet om den forestående opgørelse var sivet ud i markedet og havde sendt aktiekursen pænt op.
Rygter blev til officiel meddelelse
- Med henvisning til rygter i markedet vedrørende DPTG/TPSA-voldgiftssagen kan GN hermed bekræfte, at voldgiftsretten i Østrig mundtligt har tilkendegivet, at der vil blive afsagt kendelse i sagen sidst på dagen fredag den 3. september 2010, skriver GN i en meddelelse ifølge RB Børsen.
GN Store Nord har lagt sag an mod Telekomunikacja Polska (TPSA) gennem sin ejerandel på 75 pct. i DPTG.
Sagen vedrører fastsættelsen af den mængde trafik, der overføres via det fiberoptiske NSL-telekommunikations-system i Polen.
Uenighed om overskud
DPTG er berettiget til 14,8 pct. af overskuddet fra NSL i perioden 1994-2009, men der har i årevis været stor uenighed om størrelsen af dette overskud.
Derfor er det nu op til en voldgiftsret i Wien at træffe en endelig afgørelse.
Ifølge flere analytikere kan afgørelsen give et væsentligt kurshop til GN's aktiekurs, idet den kan indbringe selskabet knap 5 mia. kr.
Rygtet om, at afgørelsen ventes fredag, gav umiddelbart en kursstigning i GN-aktien fra 39,8 til 40,3, inden den tog yderligere et hop til 41,0, da GN selv bekræftede historien.