Svag stigning i amerikansk ledighed
03. sep. 2010 14.36 PengeDen amerikanske arbejdsløshed var 9,6 procent i august.
Analytikere havde netop ventet en arbejdsløshed på 9,6 procent ifølge medianen af 79 estimater, som Bloomberg News havde indsamlet.
Estimaterne lå i intervallet fra 9,5 til 9,8 procent. Gennemsnittet var 9,6 procent
Måneden før - juli - var arbejdsløsheden 9,5 procent.
Dobbelt dyk afblæst
- Markedet kan ånde lettet op. Det her er godt nyt og bedre end vi frygtede, siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian.
Han fortæller, at analytikere og økonomers frygt for double dip - eller dobbelt dyk - kunne have fået næring med tallene i dag.
Det skete imidlertid ikke.
- Der har været stigende aktiekurser efterfølgende. Tallene giver grund til optimisme, siger cheføkonomen.
Klokken 14.30, da tallene blev offentliggjort steg det danske OMX 20-index straks med omkring 1 procent.
Timelønninger steg
Udover ledighedstallene kom også tal for amerikanernes gennemsnitlige timeløn.
Den steg med 0,3 procent i august, hvilket var markant bedre end ventet.
Medianen af 56 estimater, som Bloomberg News havde indsamlet, var nemlig på en stigning på 0,1 procent.
Estimaterne spredte sig fra en stigning på 0,1 til 0,2 procent, og den reelle værdi var altså højere end selv det højeste analytikerestimat.
I juli steg timelønnen 0,2 procent.
- Det er glædeligt for den amerikanske økonomi. Jo flere penge amerikanerne tjener, jo større bliver forbruget og skatteindbetalingen, siger Steen Bocian.
- Samlet set er det her godt nyt, siger han om tallene fra USA.